It is frequently assumed--across the ideological spectrum--that the presence of the US Libertarian Party in US elections primarily hurts the Republican Party's candidates.  In a new, little note, published as a working paper, I challenge this view with a simple empirical analysis of 196 published, non-partisan 3- or 4-way polls from the 2016 US Presidential Election (from March 23rd to October 26th 2016).

If the assumption of Johnson costing Trump votes was true, we should see a negative relationship between Johnson's vote shares and Donald Trump's (so that when Johnson does better in a poll, Trump does worse).  However, we should also then expect a positive relationship between Johnson's vote shares and Hillary Clinton's lead against Trump (so what when Johnson does better in a poll, Clinton leads more).

Looking at the data, I do find support for the former hypothesis--thus suggesting that, yes, Johnson does take votes from Trump, although the association is relatively weak.  That is really not surprising, as any "third" candidate is likely to take at least some votes from any of the two major party candidates.  And indeed there is an equally visible negative relationship between Johnson's vote shares and Clinton's.


In other words, while Johnson does seem to cost Trump votes, he does the same for Clinton.  Indeed, loking at the graphs and the relevant correlation coefficients the possible "impact" prima facie seems of comparable size.

However, and more importantly, I do not find support for the latter of the hypotheses above.  There is *no* visible positive association between Johnson's support levels and Clinton's lead.  In other words: Johnson's presence in the race does not hurt Trump more than it hurts Clinton.


In fact, there are indications (when controlling for time, etc.) that Johnson's level of support is negatively related to Clinton's lead--thus suggesting that he primarily has taken votes from her and thus indirectly benefited Trump.

Næsten uanset hvordan man vender og drejer den seneste uges meningsmålinger, tegner det til, at folkeafstemningen i dag om suverænitetsafgivelse til EU i.f.m. retspolitikken bliver et nej.  Formodentlig i omegnen af 52-53% "nej" og 47-48% "ja".

Der har i de seneste målinger været noget, der ligner en lille bevægelse til fordel for "ja", men alt i alt er der simpelthen for meget, der ensartet peger i retning af et "nej".

Det er efterhånden velkendt, at det er en skidt idé at tro på kun én meningsmåling--også fordi man oplagt kommer til at "cherry-picke", altså vælge den man selv synes bedst om.  Vil man have et sikkert bud på tendensen eller status, står man sig bedre ved at se på samtlige tilgængelige meningsmålinger.

Men der er ingen entydigt "rigtig" måde at gøre dét på.  Skal man f.eks. tage et simpelt gennemsnit, eller ét hvor man vægter de enkelte målinger?  Og hvis man vægter dem, skal man så vægte for antal respondenter eller målingernes "alder" eller begge dele?  Eller skal man (som denne iagttager efterhånden foretrækker) bruge median-målingen snarere end gennemsnittet?  Og hvor mange målinger skal man medtage, og skal man evt. sætte loft over hvor mange fra hvert enkelt meningsmålingsfirma?

Der er ikke noget kategorisk rigtigt svar på disse spørgsmål--det er håndværk snarere end videnskab.  Men den seneste uges meningsmålinger er så entydige, at det her ikke betyder meget fra eller til.  Af de seneste ni meningsmålinger har kun én (for ti dage siden) peget på et "ja"--og det med så lille et forspring, at det var ligegyldigt.  I de meningsmålinger, hvor den ene side har haft et forspring, der er statistisk signifikant, er det hver gang til "nej"-siden.

Nedenfor er gengivet tre forskellige måder at udregne et "aggregeret" meningsmålings-billede:

Jeg præsenterede i dag ved et morgenmøde i CEPOS en udvidet version af nedennævnte sammenligning af, hvordan meningsmålingerne m.v. klarede sig i.f.m. FV15.  Mine PowerPoint-dias med tal & kommentarer kan ses/downloades her.

Hvordan klarede meningsmålingsfirmaerne sig i forbindelse med FV15?  I løbet af valgaftenen blev der på de sociale medier skældt meget ud på dem, mens prognoserne rullede, men hvordan gik det egentlig i praksis, da stemmerne var talt op?  Og hvordan gik det med de medier og forskere, der--som jeg selv--forsøgte sig med at "aggregere" meningsmålingerne til mere "udglattede" resultater?

Her kommer en hurtig opsummering, ordnet fra dem, der målt via "bruttofejl" i forhold til det faktiske valgresultat, var tættest på dette:
Nettofejl (rundet af), ordnet fra færrest til flest:

• Gallup, sidste måling: 3,6%
• Megafon, sidste måling: 3,9%
• Voxmeter,

Aldrig er der blevet fremstillet så mange meningsmålinger ved et dansk folketingsvalg som ved dette, FV15.  Nogle dage er der kommet hele syv nye, nationale målinger.  Aldrig før har der været så mange forskere og "kommentatorer" til at drøfte og udlægge dem.  Også ofte langt ud over, hvad der har været belæg for.

De senere år er der også kommet flere "konkurrerende" aggregeringer af målinger: Først Søren Risbjerg Thomsen på Altinget.dk; siden forsøgsvis undertegnede her på stedet og tidligere på Punditokraterne.dk; dernæst fra 2011 Berlingske Barometer; og senest under denne valgkamp fra fire dygtige, yngre forskere på min arbejdsplads, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet (Jens Olav Dahlgaard, Frederik Hjorth, Martin Vinæs Larsen, Asmus Leth Olsen).  Alle med lidt forskellige udvalg af målinger, og lidt forskellige "teknikker".

Jeg har sådan set ikke meget yderligere at bidrage med, men har nu ved et par valg forsøgt mig med en "median-model", hvor jeg i stedet for at tage et gennemsnit (simpelt eller vægtet på den ene eller anden måde) tager medianen af de (syv) seneste målinger.  Det er der forskellige grunde til, men kort fortalt viser erfaringerne fra flere lande, at man på den måde synes at få frasorteret "outlier"-enkeltmålinger, der trækker gennemsnittet for meget den ene eller anden vej.

Her kommer så lidt på den baggrund.

Det overordnede billede af valgkampen ser omtrent sådan ud: På valgdagen ser de to "blokke" ud til at stå stort set lige--efter først en solid føring fra "blå blok", dernæst en svag føring til først "rød blok" og derefter ditto til "blå blok" igen.


Min "median-model" (baseret på syv seneste målinger fra forskellige institutter) giver i stemmeandele pr. dd. 50,1% "blå" og 48,5% "røde" (og altså 1,4% "andre").  Det er

Politiken kan dd. fortælle på baggrund af en surveyundersøgelse blandt yngre danskere, at de adspurgte som helhed betragtet generelt ikke forstår så meget af økonomiske forhold.  Og det er endog når man spørger dem om deres privatøkonomi.

Der er desværre grund til at tro, at vælgerne ikke er klogere, når det gælder politik og andre samfundsforhold.  Tværtimod er deres viden ofte langt fra de fakta, de forsøger at tage stilling til.  Det har jeg fornylig haft to klummer om, nemlig

Der har--ikke så overraskende--været drøn på i dækningen af USA's midtvejsvalg.  Nylige "ting" omfatter bl.a.:

• Artikel i oktober-udgaven af Ræson om mulighederne for, at Republikanerne igen ville kunne ødelægge alt for dem selv.
• Klumme i Berlingske om Obama som "lame duck" de næste to år.
• Radiooptræden i Lars Trier Mogensens "Det Røde Felt" (Radio 24Syv) om lidt af det samme, sammen med Mads Fuglede, David Trads og Jakob Nielsen (Politiken)
• Interview i Berlingske.
• Interview i Jyllands-Posten ("Danske medier har underspillet, hvor skidt det ser ud").
• Interview i Jyllands-Posten ("Hvis Obama havde været på valg ...")
• Interview i Deadline med "efteranalyse".

I de senere år er interessen for at kunne "forudsige" udfaldet af valg i USA tilnærmelsesvis eksploderet.

Det begyndte for et par årtier siden med politologers og økonomers forsøg på at lave teoretisk drevne modeller, der gerne med så få antagelser som muligt skulle kunne forklare så meget af den historiske variation i stemmeandele som muligt--og også gerne forudsige de konkrete vindere.  Særligt stærke har modeller været, der forklarer det regerende partis kandidats stemmeandel med den økonomiske udvikling.  (Min personlige favorit er prof. Douglas Hibbs' "Bread & Peace"-model for præsidentvalg, der klarer sig ekstremt godt på både få antagelser, overordnet forklaringskraft og konkrete forudsigelser.  Min egen "Bread & the Cost of Ruling"-model har været under udvikling siden 2008.)

Med internettet, flere data og forøgede software-muligheder for let at lave stadigt mere avancerede kvantitative analyser, der tidligere skulle laves på papir og med lommeregner, har snart sagt ethvert større medie i USA fået deres egne analytikere eller forskere, der laver "prognose"-modeller.  Den mest kendte er Nate Silvers "538" (tidligere hos New York Times, men nu selvstændig), men med på vognen er f.eks. Washington Post og New York Times.  Disse er typisk baserede i meningsmålinger (snarere end f.eks. økonomiske faktorer) og sigter generelt mod at kunne forudsige så præcist som muligt (men er til gengæld i sagens natur "fattige", når det kommer til egentlige forklaringer af udfaldene).

Jeg har i en del år (faktisk siden 1996, hvor jeg lavede en analyse for DR), på den ene og anden vis, forsøgt mig med kommenterende analyser og enkelte specifikke forudsigelser.  I år har vil jeg i forbindelse med midtvejsvalget lave en systematisk men enkel meningsmålingsbaseret prognose for udfaldet af den mest interessante del af dét--valget til Senatet.  (Valget til Repræsentanternes Hus er lige så vigtigt, men dér er Republikanernes sandsynlighed for at holde--og endog øge--deres flertal tæt på 100 pct.)

"Modellen"

Modellen, som jeg vil opdatere et par gange inden valgdagen, er ekstremt simpel sammenlignet med de ovennævnte: For hver delstat tager jeg a) de fem seneste meningsmålinger fra b) forskellige meningsmålingsfirmaer og c) tager så den ikke-Republikanske kandidats "median"-resultat.  (Er der kun fire eller to, tager jeg et simpelt gennemsnit.) Er median-andelen og gennemsnittet grundlæggende det samme, laver jeg et "call" på baggrund af det; er de forskellige, gør jeg det samme p.b.a. medianen og evt. andre forhold. (Medianen er i mange henseender at foretrække fremfor gennemsnittet ved denne type analyser, jf. her og her.) Giver medianen "uafgjort", følger jeg gennemsnittet.

Alle meningsmålingsdata hentes fra RealClearPolitics.  Dermed er alt offentligt og replicerbart.

Seneste data (per 4.XI.2014)

Delstat Seneste måling Næst-seneste måling 3. seneste måling 4. seneste måling 5. seneste måling Gennemsnit Median PKK's "call" Alabama  R Alaska -1,0% -5,0% 6,0% -4,0% -4,0% -1,6% -4,0%  R Arkansas -8,0% -7,0% -13,0% -2,0% -5,0% -7,0% -7,0%  R Colorado -3,0% -2,0% -2,0% -1,0% -6,0% -2,8% -2,0%  R Delaware 18,0% 25,0% 15,0% 19,3% 18,0%  D Georgia -4,0% -1,0% -3,0% -3,0% -4,0% -3,0% -3,0%  R Hawaii 52,0% 26,0% 32,0% 36,7% 32,0%  D Idaho -31,0% -18,0% -25,0% -24,7% -25,0%  R Illinois 10,0% 10,0% 13,0% 14,0% 10,0% 11,4% 10,0%  D Iowa -3,0% 0,0% -7,0% -1,0% -1,0% -2,4% -1,0%  R Kansas 1,0% 1,0% -1,0% 2,0% 1,0% 0,8% 1,0%  I Kentucky -9,0% -8,0% -5,0% -6,0% -8,0% -7,2% -8,0%  R Louisiana -1,0% -5,0% -7,0% -8,0% -4,0% -5,0% -5,0%  R Maine -20,0% -32,0% -19,0% -40,0% -35,0% -29,2% -32,0%  R Massachusetts 14,0% 15,0% 20,0% 25,0% 16,0% 18,0% 16,0%  D Michigan 13,0% 15,0% 14,0% 15,0% 8,0% 13,0% 13,0%  D Minnesota 11,0% 9,0% 10,0% 10,0% 10,0%  D Mississippi -22,0% -15,0% -12,0% -16,3% -15,0%  R Montana -18,0% -16,0% -20,0% -18,0% -20,0%  R Nebraska -29,0% -17,0% -23,0% -23,0%  R New Hampshire 2,0% -1,0% 1,0% 7,0% 0,0% 1,8% 1,0%  D New Jersey 14,0% 12,0% 24,0% 16,0% 11,0% 15,4% 14,0%  D New Mexico 7,0% 16,0% 18,0% 13,0% 13,0% 13,4% 13,0%  D North Carolina 2,0% 0,0% 1,0% -2,0% 2,0% 0,6% 1,0%  D Oklahoma -35,0% -36,0% -31,0% -34,0% -35,0%  R Oklahoma -31,0% -34,0% -29,0% -31,3% -31,0%  R Oregon 19,0% 12,0% 21,0% 17,3% 19,0%  D Rhode Island 45,0% 35,0% 40,0% 40,0%  D South Carolina -15,0% -20,0% -18,0% -17,7% -18,0%  R South Carolina -28,0% -31,0% -32,0% -30,3% -31,0%  R South Dakota -14,0% -11,0% -9,0% -14,0% -13,0% -12,2% -13,0%  R Tennessee -22,0% -15,0% -18,5% -18,5%  R Texas -22,0% -26,0% -21,0% -18,0% -21,8% -21,5%  R Virginia 7,0% 12,0% 10,0% 10,0% 9,8% 10,0%  D West Virginia -22,0% -11,0% -17,0% -16,7% -17,0%  R Wyoming -40,0% -36,0% -38,0% -38,0%  R

NB! Tallene er forspring i stemmeandel til den ikke-Republikanske kandidat (d.v.s. generelt en Demokrat).  Hvis tallet er negativt, står Demokraten til at tabe; er det positivt, står vedkommende til at vinde. Der er ikke taget højde for konfidensintervaller o.l.

Jeg er langsomt ved at varme op til dækning af det kommende midtvejsvalg i USA i november i år, hvor hele Repræsentanternes Hus, 1/3 af senatet og et stort flertal af landets guvernørposter er på valg.

Her er min klumme i Berlingske fra forleden: "Republikanerne på vej til sejr".  Den hed egentlig "Kan Republikanerne slå sig selv igen?", hvilket var det underliggende tema, men debatredaktionen syntes nok, at titlen var for lang og/eller for ikke-provokerende.  Den redigerede siger sådan set også, hvad konklusionen er: At Republikanerne p.t. ser ud til at få et ganske godt valg, hvor man fastholder stort set alt, hvad man har, og måske går nok frem i senatet til at få flertallet der.  Dermed bliver midtvejsvalget måske et af deres bedste i mange årtier og potentielt bedre end 2010.

Det berørte jeg sådan set allerede i en blogpost efter de seneste amerikanske lokalvalg, der blev afholdt i november 2013: "Obamas nedtur".

De fleste anerkendte analytikere synes at være enige, bl.a. Nate Silver ("538"), Larry Sabato, Alan Abramowitz, John Sides m.fl.

Washington Posts "Election Lab" prognose (John Sides).

Jeg venter med at begynde at give mine egne bud indtil efter sommerferien. Men i sidste ende er det, som (næsten) altid,

Det ser ikke godt ud for De Konservative i meningsmålingerne.  (Update: Jeg har en klumme om det i Berlingske: "Konservativ dødsspiral".*)  Her er to næsten identiske figurer baseret på knap 200 meningsmålinger fra juli 2011 til nu.  Den første viser et glidende gennemsnit af de seneste to målinger samt en ikke-lineær tendenslinje.


Den anden er mere detaljeret og viser

There have never been more polls and more "predictions" in a US election than in 2012.  So much so of both that we may have reached a point of saturation.

Dagens§ tal:4.-5.11.: Obama: 49,21%; Romney: 48,73% (-0,5%) [N = 7.257. Kilder: ABC News/Washington Post; Gallup; Rasmussen; TIPP]
Tidligere datoer§:

• 3.11.: Obama: 49,00%; Romney: 48,42%% (-0,6%) [N = 3.569.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 2.11.: Obama: 48,50%; Romney: 48,50%% (+0,0%) [N = 2.985.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 1.11.: Obama: 48,00%; Romney: 48,51% (+0,5%) [N = 3.035.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 31.10.: Obama: 47,93%; Romney: 48,54% (+0,6%) [N = 2.793.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 30.10.: Obama: 47,92%; Romney: 49,00% (+1,1%) [N = 2.788.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 29.10.: Obama: 47,46%; Romney: 49,00% (+1,5%) [N = 2.771.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 28.10.: Obama: 46,97%; Romney: 49,99% (+3,0%) [N = 5.459.  Kilder: ABC News/Washington Post; Gallup; Rasmussen]

Det er--hvis nogen skulle være i tvivl--igen amerikansk valgår, og derfor en sæson, hvor der er tryk på for mit vedkommende.

På det seneste har jeg blogget

• om nomineringen af Paul Ryan som Republikansk vicepræsidentkandidat
• om hvorvidt denne nominering har betydet noget for Romneys meningsmålinger
• om dårlig dansk research af en dansk TV-station

Jeg har også været forbi Danmarks Radio for at drøfte

• Første debat

Jeg var forleden taler ved et ganske velbesøgt møde om "Den borgerlige opposition de kommende år" hos den borgerlige tænketank CEPOS.  Mit eget indlæg tog udgangspunkt i en artikel, "Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011", som jeg fornylig publicerede i tidsskriftet "Økonomi & Politik" (nr. 3/2011).  Interesserede kan se mine PowerPoint-dias her og video med selve indlægget (og efterfølgende debat med Claus Hjort Frederiksen, Martin Henriksen, Simon Emil Ammitzbøll og Lars Barfoed) her.  Et af de centrale dias er det ovenstående.

PS. Dagbladet Børsen havde en leder om mødet her.

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der "total koks i meningsmålingerne", når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)--mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres "repræsentative udvalg".  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed--omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i "fugleperspektiv": Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er "koks" i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter

Finally, the votes are in ... Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

	Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia)	44,8	52,1	--
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010)	42,9 (-1,9)	50,6 (-1,5)	3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet)	42 (-2,8)	51 (-1,1)	3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010)	41,3 (-3,5)	50,7 (-1,4)	4,9
Diverse meningsmålinger:
YouGov/Polimetrix (1.XI.2010)	45 (+0,2)	52 (-0,1)	0,3
Zogby (1.XI.2010)	45 (+0,2)	50 (-2,1)	2,3
Ipsos (31.X.2010)	44 (-0,8)	50 (-2,1)	2,9
Opinion Research (30.X.2010)	42 (-2,8)	52 (-0,1)	2,9
Hart McInturf (30.X.2010)	43 (-1,8)	49 (-3,1)	4,9
Rasmussen (31.X.2010)	39 (-5,8)	51 (-1,1)	6,9
Pew (30.X.2010)	42 (-2,8)	48 (+4,1)	6,9
Gallup (31.X.2010)	40 (-4,8)	55 (+2,9)	7,7
Opinion Dynamics (28.X.2010)	37 (-7,8)	50 (-2,1)	9,9
Repræsentanternes Hus	193	242	--
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010)	191 (middel af estimat) (-2)	244 (middel af estimat) (+2)	4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010)	190 (-3)	245 (+3)	6
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010)	196 (middel af estimat) (+3)	239 (middel af estimat) (-3)	6
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010)	181 (-12)	254 (+12)	24
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet)	203 (+10)	232 (-10)	20

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.--altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:


Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to "uafhængige)
• "Toss ups": 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• "Toss ups": 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:


Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to "uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men "close but no cigar".  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.


Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle "toss-ups" "breaker" samme vej, får man dette resultat:


Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:

USA's midtvejsvalg er nu kun to måneder væk.  Det ser ud til at kunne blive et af de tre mest spændende--og vigtige--af slagsen siden 1970erne (med de to andre værende 1994 og 2006).

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august--eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt "tunet ind"--og mange af dem er det heller ikke efterfølgende--men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt "registrerede vælgere", som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke ...



G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point--men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med