Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

"En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti. Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden - og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter - og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. ... [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide."

Hader amerikanerne staten?  Måske ikke direkte, men der er en lang anti-stats tradition i amerikansk politik, og den er ikke blevet mindre udpræget under finanskrisen.  Det handler min seneste klumme om.

Mine seneste USA I Dag-klumme, denne gang om det forslag til sundhedsreform, som USA's Senat vedtog umiddelbart inden Jul, og som nu skal forsøges afstemt med det forslag Repræsentanternes Hus har vedtaget.