Karl Marx er en af de mest indflydelsesrige og interessante tænkere i de sidste 175 års politiske tænkning.  Han er også en af dem, der har taget mest fejl.  Det kan der være grund til at minde om i en tid, hvor finanskrisens efterdønninger af og til får folk til at tro, at denne skulle have bevist, at Marx havde ret.  Min gode, gamle ven, Dr. Madsen Pirie (Adam Smith Institute), har fornylig i en debat givet en pædagogisk opsummering af de væsentligste empiriske fejl i Marx' tænkning:

"He was wrong to predict that history would take us to the inevitable triumph of the proletariat and then stop.  History shows no signs of doing either.  Marx was also wrong to suggest that this would happen first in the most advanced economies as the final stage of capitalism.  In fact such revolutions as came took place in less developed economies such as Russia and China.  It has not happened in the advanced economies, and this could be because Marx was wrong about something else. He predicted that capitalism would drive down wages to survival level before its final denouement.  In fact as economies became more advanced, both wages and living standards rose to levels not even dreamt of in Marx's day, and this seems to have lowered the pressure for revolutionary change.

Marx was also wrong about something more fundamental.  He was wrong about change.  I don't just mean that he was wrong about the changes that would come about; more fundamentally he was wrong about how change takes place.  He took

Er Det Radikale Venstre fortsat et "social-liberalt" parti? Det har jeg dd. en ikke helt videnskabelig men dog veldokumenteret kommentar om.

Jeg var forleden taler ved et ganske velbesøgt møde om "Den borgerlige opposition de kommende år" hos den borgerlige tænketank CEPOS.  Mit eget indlæg tog udgangspunkt i en artikel, "Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011", som jeg fornylig publicerede i tidsskriftet "Økonomi & Politik" (nr. 3/2011).  Interesserede kan se mine PowerPoint-dias her og video med selve indlægget (og efterfølgende debat med Claus Hjort Frederiksen, Martin Henriksen, Simon Emil Ammitzbøll og Lars Barfoed) her.  Et af de centrale dias er det ovenstående.

PS. Dagbladet Børsen havde en leder om mødet her.

Fra stiftelsen af "Det Danske Ronald Reagan Selskab", 6.II.2011

Som jeg har noteret andetsteds, ville Ronald Reagan forleden være fyldt 100 år. Jeg havde anledning til at markere det sammen med en række andre, herunder sammen med bl.a. Søren Pind drøfte Reagans "fusionisme", altså hans kombination af (klassisk) liberale synspunkter og mere traditionalistisk konservative. Dette var et perspektiv, der i virkeligheden kun gik lidt længere tilbage end Reagan, til kredsene omkring Frank S. Meyer og William F. Buckley, og som reelt repræsenterede et særegent nyt skridt i amerikansk "konservatisme". Her kommer to passager, der illustrerer perspektivet hos Reagan.

Det første er uddrag fra en tale, "Our Time Is Now, Our Moment Has Arrived", holdt i marts 1981 ved årsmødet i CPAC (Conservative Political Action Committee):

"There are so many people and institutions who come to mind for their role in the success we celebrate tonight. Intellectual leaders like Russell Kirk, Friedrich Hayek, Henry Hazlitt, Milton Friedman, James Burnham, Ludwig von Mises—they shaped so much of our thoughts.

Hader amerikanerne staten?  Måske ikke direkte, men der er en lang anti-stats tradition i amerikansk politik, og den er ikke blevet mindre udpræget under finanskrisen.  Det handler min seneste klumme om.

Og her er så (i forlængelse af min foregående klumme)--fra dagens Berlingske Tidende--klumme nr. 2 om dimensioner og politik.

Jeg har dd. min faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske, denne gang med lidt om hvorvidt "højre" og "venstre" fortsat er meningsfulde, og hvorvidt de, der ligger til "højre", rykker så langt til "venstre", at de overhaler nogle af dem til "venstre" ...