Finally, the votes are in ... Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

	Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia)	44,8	52,1	--
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010)	42,9 (-1,9)	50,6 (-1,5)	3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet)	42 (-2,8)	51 (-1,1)	3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010)	41,3 (-3,5)	50,7 (-1,4)	4,9
Diverse meningsmålinger:
YouGov/Polimetrix (1.XI.2010)	45 (+0,2)	52 (-0,1)	0,3
Zogby (1.XI.2010)	45 (+0,2)	50 (-2,1)	2,3
Ipsos (31.X.2010)	44 (-0,8)	50 (-2,1)	2,9
Opinion Research (30.X.2010)	42 (-2,8)	52 (-0,1)	2,9
Hart McInturf (30.X.2010)	43 (-1,8)	49 (-3,1)	4,9
Rasmussen (31.X.2010)	39 (-5,8)	51 (-1,1)	6,9
Pew (30.X.2010)	42 (-2,8)	48 (+4,1)	6,9
Gallup (31.X.2010)	40 (-4,8)	55 (+2,9)	7,7
Opinion Dynamics (28.X.2010)	37 (-7,8)	50 (-2,1)	9,9
Repræsentanternes Hus	193	242	--
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010)	191 (middel af estimat) (-2)	244 (middel af estimat) (+2)	4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010)	190 (-3)	245 (+3)	6
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010)	196 (middel af estimat) (+3)	239 (middel af estimat) (-3)	6
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010)	181 (-12)	254 (+12)	24
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet)	203 (+10)	232 (-10)	20

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.--altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:


Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to "uafhængige)
• "Toss ups": 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• "Toss ups": 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:


Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to "uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men "close but no cigar".  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.


Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle "toss-ups" "breaker" samme vej, får man dette resultat:


Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:

USA's midtvejsvalg er nu kun to måneder væk.  Det ser ud til at kunne blive et af de tre mest spændende--og vigtige--af slagsen siden 1970erne (med de to andre værende 1994 og 2006).

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august--eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt "tunet ind"--og mange af dem er det heller ikke efterfølgende--men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt "registrerede vælgere", som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke ...



G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point--men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med

Det er lidt tid siden, at jeg sidst har fået postet links til diverse avisindlæg, så her kommer lige en slags opsamling:

Om danske forhold eller politik mere generelt:

• "Kulturkamp 2.0?": Om "kulturkampen" er forbi, eller bare slet ikke kom i gang
• "Folkeligt oprør og jordskredsvalg?": Står vi overfor noget lignende?
• "Når politiske løgne bliver hverdag": Når politikerne bliver ligeglade med sandheden ...
• "Hvorfor går Liberal Alliance frem?": Det kan ikke forklares med "Lene Espersen" (alene) ...

Om amerikanske forhold:

• "Moske, måske ikke": Om den omdiskuterede

Her er min ikke helt værdifrie vurdering af regeringens såkaldte "Genopretningsplan".

Jeg omtalte fornylig på Punditokraterne, at Nobelprisen i økonomi 2009 for første gang nogensinde gik til en kvinde og til en politolog–så en “double first” i én, nemlig Elinor Ostrom (Indiana, Bloomington), der fik den sammen med Oliver Williamson.  Til gengæld var det ikke første gang, at den gik til én, der har beskæftiget sig med “public choice” teori, enten direkte eller indirekte.  Både Elinor Ostrom og hendes mand, Vincent Ostrom, har faktisk været præsidenter for Public Choice Society. I den anledning har tidsskriftet "Public Choice" netop udsendt en slags festskrift til ære for Elinor Ostrom ("Special Issue: Elinor Ostrom and the Diversity of Institutions”), gæste-redigeret af den både imponerende og farverige professor Michael Munger (Duke), og med bidrag fra koryfæer udi institutionel analyse som Kenneth Shepsle (Harvard), Thráinn Eggertsson (NYU), Bruno Frey (Zürich), Robert Tollison (Clemson) og mange flere.

Jeg har selv bidraget med en slags venligsindet kritik af Ostrom, "Exit, collective action and polycentric political systems“.  Hvis man er på en KB/KU- eller Statsbibliotek-PC (e.l.) kan man få adgang til denne artikel (og hele nummeret) via de ovenstående links.  Hvis man ikke er så heldig, kan man downloade en manuskript-version af mit eget paper her, eller nøjes med dette sammendrag

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkendte 19.5.2010 i TV-Avisen, at regeringens genopretningsplan betyder, at en del af de skattelettelser, der blev stillet i udsigt i.f.m. skattereformen for at kompensere for de nye skatter og afgifter, som der vil blive indført, nu er udskudt.  Dermed nærmer det sig 300 nye skatter og afgifter, VK-regeringerne har indført, siden "skattestoppet" blev indført i 2001.  Statsministeren mente dog at kunne sige, at skattestoppet fortsat stod ved magt ...  Den mest seriøse politologiske analyse, man kan give af det fænomen, må vist være den udgangsreplik, som Johnny Rotten kom med, da han og Sex Pistols i 1978 havde spillet det første nummer af deres sidste koncert ...

Min seneste USA i Dag-klumme rejser spørgsmålet, om den nye amerikanske sundhedsreform i virkeligheden er forfatningsstridig? I dagens Wall Street Journal udbygger den eminente professor ved Chicago Law School, Richard Epstein, det emne.

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, "Når jeg ser et rødt flag sole sig", der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave ("It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations"). Kronikken er her, og essensen er:

"Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. ...

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle - men

Jeg har dd. i vores faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske en lille, ikke helt wertfrei kommentar til udviklingen i dansk politik. Her er essensen:

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i - eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke - og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad. ...

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?

Jeg arbejder p.t. på et lille paper, der har været længe undervejs, som ser på, hvorledes man kan forklare variation i mængden af deltagelse ved 1. Maj-demonstrationer ... Her er i en enkelt graf essensen af resultatet.

Lidt politisk ukorrekte sammenligninger af amerikansk politik & "the Chicago way".

Et par medier har interviewet mig om mit syn på statsminister Lars Løkke Rasmussens første år i embedet. Her er det Information ("Løkkes nye ledelsesstil er endt i fedtspil"), og her er det Ritzau ("Løkke hænger fast som Lille Lars fra Græsted"). Det samme gjorde for knap en måned siden Politiken ("Hva' m' kulturkampen??").

Græsk tragedie og skandinavisk mareridt? Følgerne af finanskrisen har understreget, at det måske ikke er kapitalismen, men den altomfattende velfærdsstat, der er ved at afgå ved døden. Det handler min seneste Perspektiv-klumme i Berlingske om.

Berlingske Tidende har et kort interview med mig her om Fox News Channels interview forleden med præsident Obama om dennes sundhedsreform. Obamas seneste "approval ratings", der nu er under 50 pct. positive og med flere negative end positive, er her og her. I nogle målinger ligger Obama nu under, hvad Bush gjorde, da han forlod embedet for lidt over et år siden.

Lord Acton sagde som bekendt, at "magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut".  Det ser ud til, at Demokraterne p.t. er ved bevise dette ovenpå, at Republikanerne havde haft chancen til at gøre det samme.

Den hult klingende skattetryghed
Lad os aflive én påstand fra skatteminister Kristian Jensen: Der har ikke været skattestop i 3.000 dage. Skattestoppet fra 2002 har regeringen selv brudt utallige gange. Senest med virkning fra 1.1. i år, hvorved det nuværende ‘ skattestop’ altså har varet knap 45 dage. At påstå andet – som skatteministeren gør hér – er reelt set en løgn. Sort på hvidt.

Skattestoppet var sådan set ellers godt, eller i hvert fald ikke så dårligt – så længe det varede.

En politik om, at ingen ny skat må indføres eller ingen eksisterende skatter forhøjes, og at et øget provenu ellers skal bruges til at nedsætte eksisterende skatter, tvinger politikerne til at prioritere.

De kan ikke blive ved med at opfinde en stor ny skat hér eller hæve en lille afgift dér, hver gang de vil skaffe penge til at købe sig stemmer hos en vælgergruppe. Det giver også en vis tryghed, fordi det letter borgernes og virksomhedernes muligheder for at planlægge langsigtet.

Men det er bare ikke, hvad VK-regeringerne i praksis har gjort.

Jeg er per dd., sammen med bl.a. professor Frederik Stjernfelt, chefjurist Jacob Mchangama, studievært Klaus Rothstein, lektor Torben Bech Dyrberg, forfatteren Kaare Bluitgen m.fl., medstifter af det nye debatforum til forsvar for ytringsfriheden, "Fri Debat".  Læs mere her.

Min seneste USA-klumme handler--igen--om, hvor rastløse de amerikanske vælgere nu og da er, og hvordan det ofte får dem til at ville "smide slynglerne ud", og til nogle gange at ville have "term limits".
Den underliggende stemning bekræftes iøvrigt i en dagsaktuel meningsmåling.

Jeg afholder mig generelt fra at skrive om klima-debatten--ikke mindst fordi det ikke er dér, min faglige styrke, endsige viden, ligger.  Men som også Lomborg har påpeget: Særinteressegrupper skal altid holdes under opsyn, og afsløringerne af urent trav i.f.m. forskning, der skal godtgøre, at 1) der foregår global opvarmning, og 2) den er menneskeskabt, burde give anledning til en vis forundring og forargelse.

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

"En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti. Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden - og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter - og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. ... [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide."

Hader amerikanerne staten?  Måske ikke direkte, men der er en lang anti-stats tradition i amerikansk politik, og den er ikke blevet mindre udpræget under finanskrisen.  Det handler min seneste klumme om.

Mine seneste USA I Dag-klumme, denne gang om det forslag til sundhedsreform, som USA's Senat vedtog umiddelbart inden Jul, og som nu skal forsøges afstemt med det forslag Repræsentanternes Hus har vedtaget.