Diskusjon:Tigerstaden

SISTE SANG

1870


Jeg sender disse sanger hen

på venners bøn til kvinner, mænd

i Nordens trenne lande.

(At Finlands folk blant dem er med

på sangen under Nørreled

må jeg jo med tak jo sanne.)

 

Jeg sender dem – og ser det nu:

de fleste har ej, hvad min hu

har stærkest følt og båret;

lidt er for flygtigt, lidt for kort,

lidt har på lagret dampet bort,

lidt er for ungt af året.

 

Jeg levde mer end jeg sang;

jeg tanker, harm og jubel slang

omkring meg, hvor jeg gæsted;

at være, hvor det netop galdt,

det var meg næsten mer end alt,

som ved min pen blev fæstet.

 

Alt sant og stærkt har vokse-sted

og kanskje også evighed,

om sværten ej det fanger,

og han, som tænker mindst derpå,

men tør i livets slingring stå,

blir bedste folke-sanger. –

 

Jeg hørte engang om en fest

i Spanien; en landsens hest

blev sluppen ind i ringen;

dernæst en tiger af sit bur; -

den gikk en stud omkring på lur,

så la den seg på bringen.

 

Og folket klappet, jubled, lo,

da tigern sprang og hesten slog,

men fik dog ej se blodet;

ti tigeren tumled att og bag

for hestens landlig-plumpe slag

og lå en stund på hodet.

 

Da hujed, hidsed alle mand

og kvinner med; balkonens rand

de heldte seg udover.

De skreg, de tirred tigerns mod,

de vilde alle have blod, --

og atter frem den vover.

 

- Og folket jubled, klappet, lo,

da tigern sprang og hesten slog;

- men blod de fik ej skue;
ti lykken havde hesten kær,

og tigern kom den ikke nær,

men spæntes i en bue. -

 

Hvem vant tilslut, det vet jeg ej;

ti denne landsens hest er jeg,

og kampen har ej ende; -

men byen, hvor den foregår,

og dette klap og jubel får,

den tør da kanske kenne! –

 

Jeg kæmper helt foruden had;

det, som jeg elsker, gør meg glad,

skønt varm og vred tillige.

Det er mit blod, min sjæl, der går

i hver en linje, som jeg slår,

og derfor går den lige.

 

Men som jeg står her nu i dag,

jeg har ej hævn, jeg har ej nag

mod nogen mand på jorden, -

giv så igjen lidt hjærtelag

til den, som bare mente sag

og elsker hele Norden! –

 

Selv går jeg på min sanger-vej

med ærefrygt først ind til dig,

du største ånd i Norden,

som vred, profetisk varsled gry

bag Nordens tunge morgen-sky,

der skal i lyn og torden; -

 

men siden blid bag hav og held

af sagas og af troens væld

på bondens sæd har spillet: -

nu snø-fjæld-hvid på nitti år

af tidens strøm tilbage får

dit eget høje billed.

 

Til deg så, i hvis sanger-vår

”de tusen sjøers” Finland står

og vemods-mægtig toner.

Vor stammes ånd i evig sus

går grænse-vagt i sangens brus

mot Østens millioner.

 

Men står jeg i vor egen gård,

et stjærne-billed øjet slår

med alt sit rige under.

Det lyser: Henrik Wergland

ud over Norges blege land

i minnets klare stunder.

 

For Nordens unge nutids-folk¨

er disse tre den største tolk,

som alt mit liv skal prise;

ri under deres tanke-kreds

jeg nynner modig og tilfreds

på Nordens fremtids-vise.

 

Bjørnstjerne Bjørnson