Hormon
Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. (juli 2011) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Hormoner (græsk: Hormon: stimulerende, igangsættende) er signalstoffer fra kirtler i kroppen. De udløser forskellige reaktioner. Begrebet "hormon" blev først defineret af den engelske fysiolog Ernest Henry Starling i 1905.
Hormonernes sekretion kontrolleres ofte af feedback-systemer. Vores hormoner er steroider eller aminosyrederivater (aminosyrer, peptider eller proteiner).
De dannes i kroppen i endokrine celler, i endokrine kirtler eller i parakrine celler. Hormoner sendes fra endokrine kirtler via blodbanen til cellerne over længere afstande. Derimod sendes parakrine celler over korte afstander og ikke med blodet.
Bugspytkirtlen er en endokrin kirtel, som bl.a. producerer hormonet insulin. Der er to endokrine kirtler i hjernen: hypothalamus og hypofysen. De er overordnede endokrine kirtler. De producerer overordnede hormoner, som stimulerer udskillelsen af effekthormoner, som virker ude i kroppen.
Hypothalamus og hypofysen kommunikerer med hinanden dels via blodkar i hypofysens forlap, dels via hypofysens baglap gennem centralnervesystemet. Et hormon produceret i hypothalamus kan altså transporteres til hypofysen gennem både blodbanen og nervesystemet.
Der findes to overordnede typer hormoner. Den måde, et hormon er bygget på, er væsentlig for, hvordan det fungerer i kroppen.
Lipofile, fedtopløselige hormoner
Steroidhormoner er hydrofobe og derfor lipofile. De kan derfor let trænge gennem cellemembranen, både på den endokrine celle, hvori hormonet dannes, og i modtagecellen. I cytoplasmaet eller i cellekernen reagerer de med kernereceptorer og starter transskriptionen af specifikke gener for en bestemt udvikling af cellen.
Hydrofile, vandopløselige hormoner
De hydrofile hormoner kan ikke trænge gennem en cellemembran. De bliver udskilt fra vesikler i den endokrine celle og kommunikerer med modtagecellen via receptorer på cellemembranen i signaltransduktion, se også G-protein-koblede receptorer, GPCR.[1].
Hvor de hydrofobe hormoner uden problemer trænger ind i modtagercellen og gør deres biokemiske virkning, er de hydrofile nødt til at kommunikere med receptorer på cellemembranens yderside. Når receptorerne stimuleres, udsender de en second messenger cAMP eller cGMP, som fører signalet fra hormonet videre til fx cellekernen.
Se også
Eksterne links og henvisninger
Hormoner og endokrine kirtler |
---|
Hypothalamus: GnRH - TRH - CRH - GHRH - somatostatin - dopamin | Neurohypofysen: vasopressin - oxytocin | Adenohypofysen: GH - ACTH - TSH - LH - FSH - prolaktin - MSH - endorfiner - lipotropin Koglekirtelen (Epifysen): Melatonin Skjoldbruskkirtelen: T3 og T4 - calcitonin | Biskjoldbruskkirtelen (Parathyreoidea): PTH | Binyremarven: adrenalin - noradrenalin | Binyrebarken: aldosteron - kortisol - DHEA | Bukspyttkirtelen: glukagon- insulin - somatostatin | Ægstokken: østradiol - progesteron - inhibin - aktivin | Testikkelen: testosteron - AMH - inhibin | Nyren: renin - EPO - calcitriol - prostaglandin | Hjertets forkammer: ANP Mavesækken: gastrin | Tolvfingertarmen: CCK - GIP - sekretin - motilin - VIP | Ileum: enteroglukagon | Lever: IGF-1 Moderkagen: hCG - HPL - østrogen - progesteron Fedtvæv: leptin - adiponectin - resistin | Muskelvæv: irisin |