Liv og Død

— — —

Sammen saa’ Hvide og Kammerherren ufravendt paa de to skønne Skabninger, der dansede.

Hvides slanke Haand skælvede om Rizzios Luth.

»Nu rejser jeg,« sagde han og tog ikke Øjnene bort fra de to, der dansede.

Kammerherren hørte maaske ikke straks.

Der var over hans Ansigt, medens ogsaa hans Øjne bestandig hvilede paa Adelheid og hendes Mand, et Udtryk af lykkelig Aandsfraværelse som hos den, der pludselig er borte, reven tæt ind til et lyst Minde.

Saa sagde han:

»Rejse — — igen?«

»Ja.«

Rizzios »Ja« naaede pludseligt Kammerherrens Øre:

»Og igen for at male?« sagde han.

»Nej.«

Hvide stod et Nu. Hans Ansigt var saa blegt, som var det alt hans Legemes Blod, der glødede i de to Elskendes Ansigter.

»Nej,« sagde han igen, »for, Kammerherre, at naa et større Maal...

Vel det største...«

Han tav et Øjeblik, og en Smule sagtere sagde han:

»At blive sin Smertes Herre.«

Der var noget eget pludseligt i Maaden, hvorpaa Kammerherrens Haand lagde sig ned over Rizzios Luth, noget eget pludseligt, saa Haandbevægelsen næsten syntes et Kærtegn:

»Hvide.«

Og mens hans Stemme pludselig fik en Klang af Harme eller maaske Foragt, sagde han uden at tage Øjnene fra disse to Sammenparrede:

»Hvide, at dette skal kunne berede Mennesker saa megen Lidelse.«

Men pludselig skiftede Kammerherren atter Tone:

»Naa, bedste Hvide, naturligvis har de unge Mennesker Ret.«

Han saa’ lidt ud for sig:

»Jeg véd ikke af, at Livet er til andet.«

Bag ved dem var en sortklædt Figur skudt op; det tætte Nonneslør var hendes Maske.

Dansen holdt op.

Kammerherren sagde:

»Saa, Hvide, saa knækker vi Halsen paa en Flaske.«

Hvide foer let sammen:

»Ja, til Afsked,« sagde han.

Og i Døren, idet han gik, løftede han Øjnene og betragtede længe Loft og Vægge, som én der til allersidst vil indprente sig ogsaa Rammens Form om et Billede, han aldrig skal glemme.

— — —