Etnicitet

Etnicitet, folkeligt tilhørsforhold, er afledt af græsk ethnikos 'vedrørende folk', afledt af ethnos 'folk'. Betegnelsen (og det deraf afledede tillægsord "etnisk") bruges dels til at udskille samfundsgrupper, der såvel selv som af andre opfattes som værende en særlig gruppe ulig andre i samfundet, det være sig af den ene eller anden årsag (udseende, livsform, herkomst), dels som et værktøj i en ideologisk (politisk, religiøs, kulturel) kamp om kontrollen over samfundsindretningen og dermed store dele af de givne levevilkår (stemmeret, valgbarhed, ret til undervisning, brug af eget sprog, lovgivning med mere). I denne sidste egenskab ligger kimen til modsætninger med andre etniske grupper i samfundet, der hidrører fra en uens opfattelse af en given etnisk gruppe hos dem, der regner sig/regnes til denne, og dem, der ikke gør – og dermed til de værdier, der forsvares og forfægtes.

Ved etnicitet forstås træk – kulturelle og andre kendetegn – der forbinder en bestemt gruppe mennesker til hinanden og sammenknytter dem i en etnisk gruppe eller som folkeslag. Denne kategorisering kan være være grundet dels på ens selvopfattelse af et tilhørsforhold, dels være benyttet af udefra kommende. Ofte har denne etniske afgrænsning sit udspring i et enkelt forhold, f.eks. sproget. Således er ordet Inuit selvopfattende, idet ordet rettelig betyder "menneske", hvorimod ordet Eskimo (fra fransk esquimantsic, oprindelig algonkin-indianernes benævnelse for deres naboer) er en udenforståendes betegnelse, der betyder "de, der spiser råt kød"^[1]. På lignende måde betegner slaverne tyskere som nemici, hvilket betyder "de stumme" og sig selv som slovene, "de talende"^[1]. Et tredje eksempel herpå fra klassisk oldtid er grækerne, der kaldte sig selv "hellenere", men andre folk med andre sprog var "barbarer"^[2].

Fra et sådant enkelt udgangspunkt udvikles nye sider til afgrænsning af den etniske gruppe. Nye, fælles træk adskillende fra andre grupper tilføjes og anvendes til at udbygge billedet. Dette gælder såvel for de egne gruppemedlemmers opfattelse som for uden for ståendes opfattelse. Med tiden (undertiden meget hurtigt) udvikles derved et mangesidigt etnisk begreb til skelnen mellem de, der hører til, og de, der ikke gør.

Sådanne klassificerende træk behøver strengt taget ikke at være udskillende eller rigtige. Der kan være tale om udviklede fordomme (om sig selv eller andre)^[3]. De problemer, der knytter sig hertil, gør sig gældende i etnografiske beskrivelser af "fremmede" folkeslag, idet beskriveren fortolker det iagttagne eller oplevede i lyset af sine egne fordomme. Dette gør sig blandt andet gældende i de "klassiske" grækeres og romeres fremstillinger af mellem- og nordeuropæiske folkeslag, hvis livsform, udseende og opførsel tolkedes i lyset af forfatternes egne fordomme, herunder elementer af xenofobi^[4]. Et dobbelt fordomsfilter lægges ind, når en senere tids etnografer bruger antikke græske og romerske kilder til at danne sig indtryk af keltere og germaner^[5].

Oplevelsen af at nogen (man selv og andre) er af samme etniske slags kan bygge på et eller flere af følgende aspekter:

1. Etnisk racialiserede kropstegn (f.eks. hudfarve, hårfarve, ansigtstræk etc.),
2. sprog/modersmål (urdu, grønlandsk, swahili, fransk etc.),
3. historie og skæbnefællesskab (f.eks. fælles erfaringer om undertrykkelse, migration, diaspora m.m.),
4. samfundsmæssig position (f.eks. minoritets- eller majoritetsstatus),
5. religion,
6. kultur og livsvaner,
7. værdier,
8. rettigheder (f.eks. statsborgerskab, stemmeret, ret til sociale ydelser, ret til uddannelse og modersmålsundervisning).

Medvirkende til samlingen og udskillelsen er en lang række mere personale aspekter så som de tegn, der sættes ved brug af relationer (vennekreds, omgangskreds), væremåder (opførsel), interesser, værdier og holdninger (f.eks. syn på børneopdragelse, køn, arbejde, religion, skolegang).

Markeringen af etnisk tilhørsforhold kan ske gennem materielle ting som f.eks. tøj og tilbehør. Eksempelvis kan burka, sari, kalot, kors og lignende opfattes som symboler og bruges til bevidst at markere forskelle i etnisk tilhør.

Etnicitet og race er beslægtede begreber, men etnicitet er rodfæstet i sociale grupper, der især er kendetegnet af nationalitet, fælles sprog, religiøs tro, og/eller historisk og kulturel baggrund. Race betegner derimod inddelingen af nutidsmennesker efter ydre kendetegn såsom hudfarve og ansigtstræk. Der knytter sig imidlertid store vanskeligheder ved at inddele nutidige mennesker i racer^[6]. Mens "race" var et konfliktskabende begreb før 2. verdenskrig, er denne nu kraftigt neddæmpet, hvorimod fænomenet "etnicitet" er stadigt mere konfliktfyldt.

Etniciteten hviler således på et indslag af fordomme, stereotype opfattelser dels af sig selv (autostereotyper), dels af andre hvorfra de adskiller sig (heterostereotyper). Etnicitet som social kategori udtrykker oplevelsen af forskelle mellem grupper af mennesker og oplevelsen af identitet og tilhør baseret på disse forskelle. I kraft af sådanne selv- og modbilleder kan en etnisk (eller social) gruppe udvikle en "vi-bevidsthed" og derved være i stand til at trække skillelinjer i forhold til andre. Sådanne modsætninger vil ofte have en ladet slagside, idet egen-gruppens fælleshedsskabende egenskaber som regel danne grundlag for opfattelsen af andres ikke- fællesskabstilhørende egenskaber og da således, at egne egenskaber vurderes positivt, andres egenskaber (eller mangel på de "egne egenskaber") anses for mindre gode^[7](etnocentrisme).

Også i nutidige samfund kendes fremgangsmåden at anvende opløftende betegnelser om sig selv og nedladende betegnelser om andre: For samfundsundergravende grupper er etnicitet blevet et hjælpemiddel, der tages i brug for at ødelægge det samfund, de i bund og grund hader. Dette sker ved brug af begrebspar som "menneskerettigheder" over for "diskrimination", der nu har afløst de tidligere udtryk "progressiv" over for "reaktionær", "revolutionær" over for "borgerlig", "socialist" over for "fascist" eller "rødstrømpe" over for "mandschauvinist" – alle eksempler på "positivt" ladede udtryk om sig selv over for "negativt" ladede udtryk om andre.

Imidlertid har netop tiltag med henblik på en erklæret "mindretalsbeskyttelse" været det mest udbredte og faste redskab i undergravelsesbestræbelserne.

Etniske grupper har et kraftcenter, et dynamisk midtpunkt, hvorfra udsendes frontkæmpere i alle retninger. Nogle steder vil disse trænge længere frem end andre, og der dannes derved takler eller fangarme – eller endda eksklaver (isolerede grupper adskilte fra kraftcenterets dominansområde).

Århundreders opbygning af et internationalt samfund, der i begyndelsen af 2000-tallet omfatter lidt over 191 selvstændige nationalstater, har derfor ikke kunnet undgå at skabe sproglige, etniske, religiøse og nationale mindretal, som er sårbare over for diskrimination fra flertallets side. At beskytte sådanne mindretal mod overgreb og aktivt virke for, at de kan bevare og udvikle deres egen identitet, er derfor gennem tiderne blevet opfattet som en vigtig del af det internationale menneskerettighedsarbejde.

Bestræbelserne tog et opsving efter 1. Verdenskrig, hvor de mange nye grænsedragninger i Europa skabte nye nationale mindretal på begge sider af disse grænser, således det tyske mindretal i Sønderjylland og det danske i Slesvig. I en række europæiske stater blev følgen en traktatmæssig beskyttelse af de nationale mindretal. Denne europæiske mindretalsret kunne imidlertid misbruges, idet der ikke var nogen sikkerhed for, at de rettighedssikrede mindretal af denne grund var loyale over for værtslandet. Tværtimod levede mange mindretal med en forhåbning om, at grænsen ville blive flyttet igen til deres fordel. I andre tilfælde var der tillige en ideologisk modsætning mellem statsstyret og medlemmer af nationale mindretal, således var mange (men langtfra alle) østeuropæiske jøder erklærede kommunister og villige håndlangere for Sovjetunionen^[8].

Også i nutiden anvendes etnicitet som pressionsmiddel fra en stat imod andre. Et velkendt eksempel herpå er Ruslands ofte gentagne påstande om, at folk af russisk herkomst diskrimineres i de nu selvstændige lande, men tidligere ufrivillige sovjetrepublikker (Estland, Letland, Litauen, Moldavien, Grusien med flere).

Etnicitet er en grundlæggende selvforståelsesegenskab, der kan bruges som virkemiddel til at opnå noget bestemt. Etnicitet bruges ofte som argument i identitetspolitik, hvor man forsøger at tilkæmpe sig bestemte fordele, rettigheder og områder. Etnicitet kan derved få en afsmag af imperialisme som et ideologisk redskab til at tilrage sig muligheder uden selv at ville tage hensyn til andre, hvilket uundgåeligt vil fremkalde modstand fra de, der ønsker at forsvare et samfunds givne grundlag:

"Kommer de ikke her for at leve i et demokratisk og fredeligt land med lige ret for alle? Alligevel provokerer og politiserer de, selv om de endog får positiv særbehandling. Hvordan kan en imam bo her i landet i 18 år uden at lære sig dansk...?"^[9].

Der kan således være et indbygget sprængfelt i forbud imod "etnisk diskrimination". Forudsætningen for et samfunds evne til at fungere er et vist omfang af fælles værdinormer^[10], men forskelle i etnisk tilhørsforhold kommer netop til udtryk blandt andet i form af uens værdinormer. Der indbygges således en modsætning, når uens værdinormer skal virke i samme mellemfolkelige samfundsramme. Den kan eksempelvis vise sig, hvis folk på grund af uens etnisk baggrund ikke er i stand til at tale et sprog, som er forståeligt for begge, hvorved enhver mulighed for samtale på forhånd udelukkes. Endnu grellere bliver disse modsætninger, hvis den ene gruppes selvforståelse til dels hviler på undertrykkelse, lemlæstelse eller endda ombringelse af medlemmer af den anden gruppe.

I en nordisk sammenhæng er begrebet etnicitet traditionelt været forbundet med opfattelsen af de etniske minoriteter, der bor i Norden, således det tyske mindretal i Sønderjylland, samerne i Nordsverige, den oprindelige befolkning på Grønland og de immigranter, der igennem de sidste 30-40 år er kommet til Norden fra Mellemøsten, Asien og Afrika som flygtninge, gæstearbejdere eller familiesammenførte, samt disses efterkommere. I takt med globaliseringen og den øgede diversitet i de nordisk befolkninger siden 1960-erne er der sket en forskydning i den måde, problemstillingen omkring etnisk baggrund påvirker samfundsdebatter:

For det første er etnicitet i dag også et anliggende for flertalsgruppen, som regel den hjemmehørende befolkning. Danskhed er således én etnicitet blandt flere, og dermed ikke en neutral eller given størrelse, men derimod en størrelse, der har betydning for hvem man kan være, og hvad man har adgang til. Nytilkomne etniske grupper stiller mere og mere spørgsmål ved selvfølgeligheden af de traditionelle borgerrettigheder.

For det andet er der et stigende antal indbyggere med en blandet dansk-indvandrer-baggrund i takt med globalisering, stigende migration og urbanisering. Disse folk med "blandet" baggrund nødvendiggør en fornyet overvejelse af, hvorledes etnicitet skal opfattes og stadig mere i retning af Grundtvigs opfattelse, hvorefter det en den enkeltes egen opfattelse af at høre til eller ikke, der må lægges til grund snarere end spørgsmålet om fødested eller forældre.

Etnisk bevidsthed er et spørgsmål om holdninger, ikke om udseende, fødested eller forældre. Ved at vælge en etnicitet, der skiller en ud fra det omgivende samfund som noget særligt, har man valgt udgrænsningens, udstødelsens eller borgerkrigens vej. Ved at vælge en etnicitet, der betoner ens tilhørsforhold til samfundet, har man valgt samfundsborgerens og dermed også samfundsopbyggerens vej. Ved at kræve særlig hensyntagen til etniske særgrupper gør man disse en bjørnetjeneste ved at gøre dem til socialt udgrænsede, ved at kræve loyalitet af dem over for samfundet mindsker man opbygningen af modsætningsforhold. Dybest set er der for samfundsfællesskabet ingen forskel på ikke at ville underkaste sig samfundets fælles vilkår, hvad enten af påståede "etniske", af anarkistiske eller af åbenlyse kriminelle årsager. I sidste ende står det jo enhver frit at træffe beslutningen, at man er endt i et galt samfund og vil finde sig bedre tilrette i et andet:

"Så længe et antal forsamlede mennesker betragter sig selv som et eneste legeme, har de kun en eneste vilje, der står i forbindelse med den fælles opretholdelse af livet og almenvellet. Da er alle statens embedsområder stærke og enkle, dens maximer er klare og indlysende; den har ingen tågede, modsætningsfyldte interesser; del fælles vel viser sig indlysende overalt og kræver for at blive opdaget kun sund fornuft. ...

Men når den samfundsmæssige knude begynder at løsnes og staten at svækkes; når særinteresserne begynder at kunne mærkes og de små samfund at influere på det store; ændres fællesinteressen og får modstandere, enigheden råder ikke længere i stemmerne, almenviljen er ikke længere alles vilje, modsigelser og debatter opstår, og det bedste synspunkt går ikke igennem uden stridigheder. Kort sagt, når staten på randen af ødelæggelse ikke længere består i andet end en tom og illosorisk form, når de samfundsmæssige bånd er brudt i alle hjerter, når den usleste interesse frækt smykker sig med det fælles vels hellige navn; da bliver almenviljen stum; ledet af hemmelige motiver stemmer alle ikke mere som statsborgere, som havde staten aldrig eksisteret, og man gennemfører falsk i lovens navn uretfærdige dekreter, der kun har særinteressen som mål.^[11]"

"...Der findes altså en ren civil trosbekendelse, hvis artikler det tilkommer suverænen at formulere, ikke præcis som religionsdogmer, men som samfundsanskuelser, uden hvilke man hverken kan være en god samfundsborger eller tro undersåt. Suverænen kan ikke tvinge nogen til at tro på disse dogmer, men den kan udvise hvem som helst, der ikke tror på dem, fra staten; den kan bandlyse vedkommende, ikke som gudsfornægter, men som samfundsnedbryder, som én, der er ude af stand til oprigtigt at elske lovene, retfærdigheden og til om fornødent at ofre livet, når pligten byder det. Hvis nogen derfor efter offentligt at have anerkendt disse samme dogmer opfører sig, som om vedkommende ikke tror på dem, bør denne straffes med døden. Thi han har begået den største af alle forbrydelser; han har løjet for loven."^[12] Rousseau: Samfundspagten (1762)

Det bør understreges, at opfattelsen af en egen etnisk identitet ikke er afgørende for, om man vedkender sig pligten til at indrette sig under de i samfundet givne regler. Kriminel adfærd er udtryk for manglende respekt for samfundet og uvilje til at tilpasse sig. Ligeledes kan en politisk ideologi medføre ønsker om at omstyrte et samfunds orden (kommunisme, socialisme) og endelig kan tilstedeværelsen af en anarkistisk indstilling føre til samfundsfjendtlig virksomhed. Således var Sokrates i sin opførsel anarkist, idet han mente sig i sin ret til ikke at respektere sit lands love, idet han påstod sig at være mere indsigtsfuld end folkeforsamlingen, der havde vedtaget lovene^[13]. Skønt helt igennem græker og dermed – etnisk set – tilknyttet folkelegemet, var han i bund og grund umoralsk og dermed en samfundsfjende^[14] og derfor hjemfalden til samfundets straf^[15].

Ikke etnicitet som fænomen men måden, etnicitet omsættes i handling på, er bestemmende for, om etnicitet virker opbyggende eller ødelæggende på samfundet. Dette gælder også de, der bruger etnicitet som udgrænsning af samfundsgrupper, og de, der bruger etnicitet som pseudobegrundelse for at undskylde eller tillade kriminel adfærd.

• Søren Kierkegaard: "Om begrebet ironi med stadigt Hensyn til Socrates" (i: Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 1, Gyldendal 1982, ISBN 87-00-45132-0), s. 59-351.
• Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie, Aarhus University Press 1993, ISBN 87-89531-08-6.
• Tiit Madisson: Lihula õppetund, Lihula 2005, ISBN 9985-897-19-6.
• J.J.Rousseau: Samfundspagten, København 1987, ISBN 87 7245 1890.

• Retsinformation
• Birgitte Stoklund Larsen: "Vi er jo alle mennesker — men min kultur er bedre end din" (Kristeligt Dagblad, 11. juli 2006)