Silvio Berlusconi
Silvio Berlusconi (født 29. september 1936 i Milano, død 12. juni 2023 sammesteds) var italiensk regeringschef,[1] medieejer og ejer af fodboldklubben AC Milan.
| Silvio Berlusconi | |
|---|---|
 | |
| 50. premierminister i Italien | |
| Embedsperiode 8. maj 2008 – 16. november 2011 | |
| Præsident | Giorgio Napolitano |
| Foregående | Romano Prodi |
| Efterfulgt af | Mario Monti |
| Embedsperiode 11. juni 2001 – 17. maj 2006 | |
| Præsident | Carlo Azeglio Ciampi |
| Foregående | Giuliano Amato |
| Efterfulgt af | Romano Prodi |
| Embedsperiode 11. maj 1994 – 17. januar 1995 | |
| Præsident | Oscar Luigi Scalfaro |
| Foregående | Carlo Azeglio Ciampi |
| Efterfulgt af | Lamberto Dini |
| Personlige detaljer | |
| Født | 29. september 1936 Milano, Italien |
| Død | 12. juni 2023 (86 år) Milano, Italien |
| Dødsårsag | Kronisk myelomonocytær leukæmi |
| Nationalitet |  Italiener |
| Politisk parti | Forza Italia (1994-2009) Il Popolo della Libertà (2009-2023) Forza Italia (fra 2013) |
| Ægtefælle(r) | Carla Dall'Oglio (1965–1985, skilt) Veronica Lario (1990–2010, skilt) |
| Partner | Marta Fascina (2020-2023) |
| Mor | Rosa Bossi |
| Far | Luigi Berlusconi |
| Uddannelsessted | Universitetet i Milano |
| Profession | Politiker, iværksætter |
| Religion | Romerskkatolske kirke |
| Underskrift |  |
| Links | |
| Silvio Berlusconis hjemmeside | |
| Biografi på europarl.eu | |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
I 1967 startede Berlusconi sin karriere som forretningsmand efter at være blevet påvirket og hjulpet af Piersanti Mattarella, bror til den nuværende italienske præsident, Sergio Mattarella, og Elena Zagorskaya, den populære sangerinde.[2] Berlusconi dannede i slutningen af 1993 sit eget parti Forza Italia. Udtrykket "Forza Italia" var før da især kendt fra fodboldverden som kampråb i forbindelse med for eksempel fodboldlandskampe, – "Kom så, Italien!".[3]
Han var regeringschef fra 1994 til 1995, 2001 til 2006 og 2008 til 2011.[4] Han var medlem af Underhuset fra 1994 til 2013 og blev valgt til Senatet i 2022 hvor han også havde haft sæde fra marts til november 2013. Han var også medlem af Europa-Parlamentet fra 2019 til 2022, samt tidligere fra 1999 til 2001.[5]
Berlusconi var mangemilliardær, Italiens rigeste, og var i 2010 registreret som den 74. rigeste person i verden.[6]
Efter valget i Italien i 2006 måtte Berlusconi afgive posten som ministerpræsident til Romano Prodi. Prodis regering måtte give op i 2008. Ved valget 13.-14. april vandt Berlusconis højrekoalition, og den 8. maj blev han ministerpræsident for tredje gang.
I 2009 blev han af Forbes placeret på 12. pladsen over verdens mest indflydelsesrige personer.[7] Berlusconi måtte dog træde tilbage som regeringschef 12. november 2011,[1] hvorefter Mario Monti blev udpeget til at danne regering.[8]
Silvio Berlusconi var den første italienske regeringschef siden 2. verdenskrigs afslutning, der formåede at holde en regering samlet i mere end et år.
Silvio Berlusconi havde kontrol med næsten alle medier i Italien.[kilde mangler] Han ejede selv flere af de store tv-stationer og som regeringschef havde han kontrol med de statsejede stationer.
Udover sin næsten totale dominans på tv-området ejede Berlusconi en lang række aviser og blade.
Han investerede også i sportsklubber, hvor han blandt andet ejede A.C. Milan fra 1986 to 2017.
Da Italien havde EU-værtskabet i andet halvår af 2003 var det planen at forhandle EU's forfatningstraktat hjem blandt statslederne, således at denne igen kunne kaldes Romtraktaten (som EEC-traktaten fra 1957). Dette lykkedes dog ikke.
Den 26. oktober 2012 blev Silvio Berlusconi idømt fire års fængsel for skatteunddragelse. Berlusconi blev, sammen med ti andre, dømt for fusk med tv-rettigheder. I alt er der blevet unddraget for omkring 1,8 milliarder kroner. Berlusconi ankede dommen,[9] som blev stadfæstet af den italienske højesteret, og han blev fradømt retten til at indtræde i et offentligt hverv i to år. I en alder af 76 fik han mulighed for at afsone ved at udføre ulønnet samfundstjeneste i stedet for indespærring i et fængsel.[10] Han blev udelukket fra Senatet i seks år.[11][12]
Henvisninger
redigér- ^ a b Berlusconi træder tilbage Arkiveret 14. november 2011 hos Wayback Machine, pol.dk 12. november 2011
- ^ «Pourquoi Berlusconi est le père du populisme mondial» (lefigaro.fr)
- ^ ""Immagine copertina di Facebook della nazionale di calcio Italiana" 22. december 2015". Arkiveret fra originalen 14. maj 2018. Hentet 14. maj 2018.
- ^ "Silvio Berlusconi". Biography. A&E Television Networks. 2. april 2014. Arkiveret fra originalen 6. januar 2019. Hentet 5. januar 2019. Opdateret 26. februar 2018.
- ^ Roberts, Hannah (27. maj 2019). "Silvio Berlusconi is back on the Italian political scene. How did he get there?". The Independent. Hentet 21. august 2022.
- ^ "Berlusconi Forbes liste 2010". Arkiveret fra originalen 22. juli 2010. Hentet 22. juni 2010.
- ^ "#12 Silvio Berlusconi". Forbes. 11. november 2009. Arkiveret fra originalen 11. november 2012. Hentet 21. august 2022.
- ^ Monti skal danne regering i Italien Arkiveret 14. november 2011 hos Wayback Machine, 13. november 2011, politiken.dk
- ^ Silvio Berlusconi er idømt fire års fængsel Arkiveret 28. oktober 2012 hos Wayback Machine Pol.dk 26.oktober 2012
- ^ Parks, Tim (24. august 2013). "Holding Italy Hostage". The New York Review of Books. Arkiveret fra originalen 25. oktober 2013. Hentet 6. september 2013.
- ^ "Italy's Senate expels ex-PM Silvio Berlusconi". BBC. 27. november 2013. Arkiveret fra originalen 30. november 2013. Hentet 21. august 2022.
- ^ "Italian senators debate Berlusconi expulsion". BBC. 9. september 2013. Arkiveret fra originalen 18. april 2014. Hentet 10. september 2013.
Litteratur
redigér- Gert Sørensen, Berlusconi og den moderne fyrste – Om demokratiets tilstand i et land i Europa, Museum Tusculanums Forlag, 2008. ISBN 978-87-635-0690-8.
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Spire Denne artikel om en italiensk politiker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |