[go: up one dir, main page]
More Web Proxy on the site http://driver.im/

Nudansk Ordbog (NDO) er en ordbog over nutidigt dansk sprog, som blev udgivet af Politikens Forlag i perioden 1953-2010. Efter 2010 udkommer ordbogen ikke mere på tryk, men en online-udgave bliver vedligeholdt.

Historie

redigér

Med sin to-binds-størrelse, som har været bibeholdt i alle papirudgaverne, indskriver bogen sig som den tredje i en række af mellemstore danskordbøger efter de to forgængere Christian Molbechs Dansk Ordbog (1833, 1859) og Dahl og Hammers Dansk Ordbog for Folket (1914).[1]

Nudansk Ordbog (NDO) var ligesom det tidligere kæmpeværk Ordbog over det danske Sprog (ODS) filologen Lis Jacobsens idé. Første udgave af NDO kom i 1953 med Lis Jacobsen som ledende redaktør. Tanken var at skabe en let tilgængelig moderne dansk ordbog.[1] ODS (1919-1956) nærmede sig afslutningen, og der var en glimrende mulighed for at vælge fra denne store ordbogs 28 bind, hvad der skulle med i den nye ordbogs to. Udarbejdelsen af den første udgave tog tre år fra planlægning til udgivelse. De to bind blev på i alt 1.050 sider, der indeholdt i alt 40.000 opslagsord med oplysning om bl.a. bøjning, oprindelse og betydning. Som noget særligt i forhold til andre ordbøger blev der indlemmet et stort navnestof i ordbogen med stednavne og personnavne, både fornavne og slægtsnavne. Desuden indoptog værket i større omfang end tidligere ordbøger fremmedord på linje med "danske" ord. Derudover indeholdt ordbogen et afsnit om retskrivningsregler og en sproghistorisk oversigt.[1]

Ordet nudansk var ikke udbredt før 1953, og lanceringen af ordbogen var samtidig en lancering af selve ordet, der hermed vandt frem som betegnelse for moderne dansk, som det tales i dag - hvormed ofte menes dansk efter 1920[2] (evt. i samme betydning som nydansk). Ordet har dog også eksisteret før denne dato. Lis Jacobsen har således brugt det i sektionsoverskriften "Nydansk og nudansk" i bogen Dansk Sprog fra 1927.[1]

Modtagelse

redigér

Ordbogen blev en gevaldig succes. I de godt 50 år fra førsteudgaven til den sidste papirudgave i 2010 udkom bogen i alt i 20 forskellige primærudgaver suppleret med forskellige specialudgaver og digitale versioner. Ordbogen regnes for den mest anvendte mindre danske ordbog efter Retskrivningsordbogen.[3]

Online-udgave

redigér

Efter 2010-udgivelsen var det ikke længere rentabelt for Politikens Forlag at fortsætte udgivelsen af nye papir-udgaver; forlaget indgik en aftale med virksomheden Ordbogen.com, der siden har tilbudt en opdateret online-udgave af Nudansk Ordbog, som er tilgængelig med en abonnementsaftale.[4]

Eksterne henvisninger

redigér