Kristendom

Kristendommen opfattes af kristne som fuldendelsen af jødedommen i overensstemmelse med Jesu ord, og rummer nogle jødiske elementer som de centrale dogmer: Monoteisme, de dødes opstandelse, det evige liv, og troen på en tidligere profeteret frelser og Messias. Kristendommen har dog sine egne dogmer, der helt enkelt kommer af troen på Kristus som Guds søn, fx treenighedslæren^[6]. Nogle kirkeretninger har også læren om arvesynd, alle frelse, eller lignende, men på trods af forskelle her, er trosgrundlaget det samme: Jesus som verdens frelser.

  Uddybende artikel: Jesus

Helt centralt for kristendommen er troen på Jesus Kristus som Guds søn, og som den inkarnerede ("legemliggjorte") Gud, der kom til menneskeheden for gennem sin selvopofrelse og død at påtage sig menneskenes synder. Gennem troen på Jesus som Guds søn, hans død og opstandelse, gives mennesket adgang til Guds frelse, tilgivelse og det evige liv med Gud i himlen og til på den sidste dag at genopstå fra de døde for aldrig igen at dø.

Jesus ses som opfyldelsen af Det Gamle Testamentes profeterede Messias, og som arving til kong Davids trone. Jesu død og opstandelse indfører en ny pagt mellem Gud og mennesker til erstatning af den gamle pagt mellem Gud og det jødiske folk som beskrevet i Det Gamle Testamente.

Troen på Jesus forudsætter beretningerne i evangelierne om Jesu fødsel af Jomfru Maria uden nogen mands mellemkomst, men med Helligånden som mellemmand (jomfrufødslen). Herved har Jesus undgået arvesyndens besmittelse i Romersk Katolsk teologi.

Jesu liv og lære, som står i evangelierne, apostlenes gerninger og brevene i Det Nye Testamente er vigtige for kristendommens forståelse af troen i praksis, da de er udtryk for Jesus bud og lære, som den blev efterlevet af de første kristne.

Frelsen i kristendommen er nær knyttet til troen på, at Jesus, der selv var uskyldig, af kærlighed påtog sig menneskehedens synder og fjernede den synd som lå mellem mennesket og Gud. På den måde kunne forholdet mellem Gud og mennesker genoprettes (forsones), og derfor ser kristendommen troen på Jesus og hans korsfæstelse, død og opstandelse, som menneskets eneste mulighed til frelse og det evige liv.

Helligånden er ifølge Jesu lære, Apostlenes Gerninger og som beskrevet i flere breve i Det Nye Testamente, en gave til de, der tror på Jesus og lader sig døbe.

  Uddybende artikel: Treenigheden

Troen på treenigheden bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden er central i næsten alle trossamfund, der opfatter sig som kristne. Udformningen af læren skyldes troen på monoteisme, samtidigt med at der findes mange antydninger i Bibelen om, at Jesus og Helligånden er Gud ligesom Gud Fader.^{[kilde mangler]} Læren siger så, at de er tre individuelle personer, men kun et væsen^[7]. Tilhængerne erkender, at forståelse af det er et mysterium.^{[kilde mangler]}

  Uddybende artikel: Bibelen

Biblen er foreningen af to skrifter: Jødernes bibel i skikkelse af Det Gamle Testamente, eller Tanakh, som det hedder på hebraisk, samt Det Nye Testamente. De er de kristnes hellige skrift, og ligger som grund for kristentroen. Nogle kristne mener, at den ord for ord er Guds ord nedskrevet af mennesker^[8]. Andre kristne ser den som et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden, og er derfor mere åbne for en bredere fortolkning af Bibelen og kristendommen.

Skønt en kristen har fået sine synder tilgivet ved Jesu forsoning, betragtes det ikke som en undskyldning for fortsat at synde, men snarere som motivation til at leve et anstændigt menneskeliv, og så vidt muligt uden synd. Det gælder for de fleste kristne overholdelse af De 10 bud og som Jesu discipel at efterfølge og adlyde Jesu lære. Særligt pointerer Jesus, at kærlighed kan stå som overskrift over alle bud og regler i Det dobbelte kærlighedsbud:

	Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.

Endvidere er det vigtigt at pointere, at forståelsen af Helligånden som Vejleder, hvilket han også kaldes i Det Nye Testamente, er helt central.

Den kristne kirke har fra tidlig tid fejret søndagen, den dag Jesus opstod fra de døde, som særlig helligdag, hvor de kristne samles for at tilbede og høre oplæsninger fra de hellige skrifter. Det er dog en helligdag, der er blev indført af kejser Konstantin og ikke af de første kristne. Også i dag fejres søndagen^[9] med gudstjenester af forskellige slags lige fra liturgiske gudstjenester til mere uformelle møder. Der er dog visse fællestræk som sang, spændende fra recitationer til moderne lovsang, oplæsninger fra det Gamle og Nye Testamente, prædiken og mere eller mindre jævnligt dåb og nadver.^[10]

Sakramenterne er faste elementer i kristendommen, der dog tillægges forskellige betydning alt efter trossamfund. For nogle er de af sakral betydning for frelsen og hos andre blot symbolske fysiske udtryk for en åndelig virkelighed. Den ortodokse og den katolske har syv sakramenter, nemlig dåb, firmelse, bod, nadver, de syges salvelse, ægteskab og præstevielse, mens den protestantiske kirke har to helt centrale: Dåben og nadveren.

  Uddybende artikel: Dåb

Dåben giver adgang til kristendommen, hvor det nye medlem bliver sænket i eller overøst med vand. Dåben blev først brugt af Johannes Døberen, der også døbte Jesus. Senere befalede Jesus sine disciple "at gøre alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn". Derved er dåben blevet det første kendetegn på en kristen. Dåb praktiseres forskelligt fra kirkesamfund til kirkesamfund, og betydningen fortolkes forskelligt. Det viser sig i to forskellige dåbspraksis: Barnedåb og voksendåb.

  Uddybende artikel: Nadver

Nadveren stammer fra Jesu sidste måltid med disciplene, hvor han indstifter et måltid hvor de kristne gennem brød og vin, spiser og drikke Jesu legeme og blod. Jesu indstiftelsesord:

	»Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!«  Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!«"
1 Kor 11,24-25

Også nadveren fortolkes og praktiseres forskelligt fra symbolsk til sakramentalt, og med usyret eller syret brød og med vin eller druesaft.

  Uddybende artikel: Urkristendommen

Den tidlige brug af betegnelsen "kristen" beskrives i Biblen: Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 11, vers 26: "og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne."

Jesus blev født i Betlehem i den romerske provins af Palæstina under kejser Tiberius. Efter Jesu død og opstandelse begyndte en skare af udvalgte disciple forkyndelsen af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet i pinsen omkring år 30 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fra Jerusalem til den syriske by og provinshovedstad Antiokia (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt de jødiske traditioner, først og fremmest omskærelse, også skulle praktiseres af kristne. Hvor Jakob den Retfærdige (Jesu broder) i Jerusalem stod for gruppen der mente de jødiske love skulle overholdes af kristne, mente Paulus i Antiokia ikke det var nødvendigt. Ved et kirkekonvent i Jerusalem år 62 afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund. Paulus skiver i Det Nye Testamente, Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 11:

 

”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.”

I disse år begyndte en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de hebraiske tekster.

  Uddybende artikel: Oldkirken

De første år og de første kristne kirkesamfund betegnes ofte som "urkirken", i betydningen oprindelig og tæt på sin kilde.

Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter voksede kristendommen blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sine hedenske traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra Antiokia mod nord og øst: Edessa (Şanlıurfa) blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte apostlen Thomas budskabet så langt østpå som til Indien. I vest oprettedes kristne kirker i Puteoli nord for Napoli, i Rom og sandsynligvis i det sydlige Spanien. De skrifter, som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente, nedskrives på oldgræsk, for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.

  Uddybende artikel: Kristenforfølgelse#Kristenforfølgelser i Romerriget

Tacitus (55-120) skriver om Neros brug af de kristne som syndebuk.

”For at modvirke rygtet, der lagde skylden for kæmpebranden på [Neros] skuldre, beordrede han den mest udtænkte og frygtelige tortur af dem, der almindeligvis går under den simple betegnelse af kristne, og som i forvejen var stemplet med fortjent vanære og afsky. [...] Under tortur blev de dømt for at sætte byen i flammer og for had til menneskeslægten. De døde i smerte, og deres smerte gjort værre af fornærmelse og afsky. Nogle blev naglet til korset, andre syet ind i vilde dyrs skind og udsat for angreb af rasende hunde; andre igen blev indsmurt i brændbare væsker og brugt som flammer til oplysning af natten. [...] De kristne fortjente de strengeste straffe men offentlighedens afsky blev forvandlet til medlidenhed ved synet af disse ulykkelige skæbner, ofret, ikke så meget for offentlighedens sikkerhed, som for en jaloux en tyrans umættelige appetit for ondskab.”

På nær kejser Neros (se også fx quo vadis) forfølgelse af kristne i Rom (hvis sandfærdighed er tvivlsom, måske Tacitus (og Suetonius, som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne),^{[kilde mangler]} skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af andre jøder, som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen af Skt. Stefan, som betragtes som den første martyr (proto-martyr) som beskrevet i Det Nye Testamente, Apostlenes Gerninger, kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60:

V59: Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” V69: Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.^[11]

Kirkefaderen Eusebius af Caesarea har skildret kristendommens historie frem til og med året 325. Eusebius nævner den første store forfølgelse under kejser Nero (bog 2, 25), hvor apostlene Peter og Paulus blev martyrer (år 64). Den anden store forfølgelse fandt sted under kejser Domitian (bog 3, 17). Den tredje store forfølgelse under kejser Trajan (bog 3, 32-33). Ved den fjerde store forfølgelse under Marcus Aurelius blev Justin og Polycarp martyrer i år 166 (bog 4, 15-16). Den femte forfølgelse (bog 6, 1) u. Septimius Severus kostede bl.a. den Leonides livet, som var far til kirkefaderen Origines. Sjette forfølgelse skete under kejser Maximianus Thrax 235-238 (bog 6, 28) og den syvende under kejser Decius (bog 6, 39). Ottende store forfølgelse var under kejser Valerian (bog 7, 10) Den niende store forfølgelse var under kejser Aurelian i år 272 (bog 7, 30). Den tiende store forfølgelse, som Eusebius kalder den mest voldsomme af alle fandt sted i 302 under kejser Diocletian (Bog 7, 32). Kejser Konstantin giver kristne ret til at udøve deres religion frit i Romerriget i år 314 (bog 10) og modkejseren Licinius er den sidste kejser, som praktiserer kristenforfølgelse.

Men frem til midten af det tredje århundrede levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af romerne – men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af forfædrenes gudsdyrkelse, søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne orgier, incestuøse foreninger af broder og søster, sønner og mødre, babydrab, menneskeofringer, kannibalisme, etc. Jøderne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af polyteisme og tilbedelse af kejserlige idoler, men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke tabu om ikke at helligholde og videreføre gamle love og traditioner og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres love og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en nation hvor de kristne var en sekt. Jøderne foragtedes for deres fanatisme og ubøjelige monoteisme, men passede i det store hele ind i antikkens verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, mistro og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser Decius (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne præster og biskopper tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne monoteisme. Et samtidigt massivt udbrud af pest udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt pave Fabian martyriet. Senere beordrede kejser Galienus (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser Diocletian (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger Galerius (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme – men i sidste ende nytteløse.

Ifølge den kristne tradition tog Konstantin den Store (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt Sol Invictus ("Den ubesejrede Sol"), i 311 kristendommen til sig, og under korset og bannere, der proklarede: "In hoc signo vinces!" (latin: "I dette tegn skal du sejre!") vandt han efter flere slag den absolutte titel som kejser, og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen, men gav den tillige flere statslige privilegier.

Denne tese bliver imidlertid anfægtet af flere historikere, eftersom Konstantin først blev døbt på sit dødsleje, og fordi Mithrakulten og Sol Invictus-kulten nød flere statslige privilegier. M.h.t. til korset indvendes det, at det har været det ligebenede kors – et symbol på solen – Konstantin proklamerede, og meget tyder også på, at Konstantin beholdt sin titel som ypperstepræst for Sol Invictus-kulten til sin død.

Kejser Julian den Frafaldne (361-363) fratog senere i år 361 kirken dens privilegier og prøvede forgæves at genskabe tidligere tiders religiøse strukturer uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed over for selv de vigtigste hedenske monumenter og helligdomme, og efter et kort, men aktivt styre gik hans efterfølgere i embedet tilbage til kristendommen, og de romerske forfølgelser af kristne var til ende. Senere blev Peterskirken opført i Neros haver, hvor de kristne før havde stået som fakler.

Kirken spredes inden for det romerske imperium, godt hjulpet på vej af pax romana. Ved Konstantin den Stores tiltræden som kejser var omtrent en tredjedel af det romerske imperium kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes de germanske stammer mod nord (med den arianske retning). Først goterne, dernæst burgunderne, sveberne, vandalerne, langobarderne og frankerne. I 432 bliver det keltiske Irland kristnet. Syd for Romerrigets grænser var Etiopien allerede blevet delvis kristnet i det 1. århundrede, i det 4. århundrede blev den gjort til officiel religion i Etiopien efter arbejde af skt. Frumentius. Den nestorianske kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i det persiske rige, så Tibet, Kina (635 – hvor de oversatte Bibelen til kinesisk), Mongoliet (700-800) og Korea samt Indien hvor de thomaskristne allerede har været siden det 1. århundrede. I det 6. århundrede blev anglerne og sakserne i England kristnet. De russiske slaver blev kristnet mellem det 12. århundrede og det 15. århundrede.

  Uddybende artikler: Kristendommens indførelse i Norden og Kristendommens indførelse i Danmark

Den første kristne missionær til Danmark var Ansgar, der kom i det 9. århundrede. Dog var der en del missionærer før ham, bl.a. Willibrord. 965 erklærede kong Harald Blåtand på Den Store Jellingsten, at han havde kristnet danerne. Nogle af de sidste hedninge i Europa var de baltiske folk, som den danske konge og germanske riddere førte korstog mod og omvendte i det 13. århundrede. Norge og Sverige var ligeledes blevet kristnet i det 10. og 11. århundrede. Omkring år 1000 blev både Island, nordboerne på Grønland og Færøerne kristnet. Derom handler færingesagaen. I det 18. århundrede kristnede Hans Egede de grønlandske fangere og på samme tid blev de sidste hedenske samer kristnet.

  Uddybende artikel: Skisma

  Uddybende artikler: Gnosticisme, Arianisme, Østens Assyriske Kirke og Monofysitisme

Fra starten af var der stor uenighed om hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Mange kirkehistoriske stridigheder opstod i tidens løb, hvoraf en stor del af dem førte til kirkesplittelser og nye kirkesamfund. Først var det særlig indflydelsen fra den jødiske og græske baggrund, der prøvede at øve indflydelse i kirken. Særlig de græske gnostiske retninger fik stor indflydelse, men blev som helhed afvist af kirken og gnostiske sekter blev ihærdigt forfulgt af den tidlige kristne kirke. Gnosticismen tænkte dualistisk og for de kristne gnostikere var Jesus ikke inkarnationen af Gud, men nærmere en særlig vis mand, der endte sit liv ved at hans jordiske krop døde, mens hans sjæl steg op til Gud.

I den tidlige kirkehistorie var det særligt spørgsmål angående treenighedstanken og spørgsmål angående Jesu to naturer (Jesus som sand Gud og sand menneske), der var til debat og skabte splittelser. Striden blev særlig alvorligt med den arianske strid, var en præst ved navn Arius som mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Gud verden og alle skabningerne i den. Men eftersom Jesus var en skabning forskellig fra og dermed underlegen Gud, så frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. En tilsvarende lære findes i dag hos Jehovas Vidner. ^{[kilde mangler]} Kirken afviste Arius' lære ved flere kirkemøder, men i mange århundrede måtte Kirken kæmpe mod denne opfattelse før den ikke længere var en trussel for kirken.

Efter at havde diskuteret Jesu guddom og treenighed blev spørgsmålene om hvor stor en del Jesus var gud og hvor stor del han var menneske. Kirkens konklusion blev at Jesus var sandt (100%) menneske og sand (100%) gud i én person, mens andre retninger, så som den nestorianske mente, at Jesus havde en menneskelig og en guddommelig person i sig. Denne opfattelse blev afvist, og bl.a. den assyriske kirke skilte sig fra den katolske (almindelige) kirke. Som reaktion til den nestorianske opfattelse mente den monofysitiske retning, at Jesus kun var én person (mono fysis), den guddommelige uden noget menneskeligt element. Nogle kirker opfattes i dag som monfysitiske, men det benægter de som oftest selv.

  Uddybende artikel: Det store skisma 1054

Det største skisma kom dog i 1054, da den ortodokse og den katolske kirke definitivt brød med hinanden. Bruddet skyldtes i høj grad det store kulturelle skel, der var kommet mellem den østlige og den vestlige kirke, men teologiske stridigheder om forståelsen af pavens overherredømme, usyret eller syret nadverbrød, og filioque-spørgsmålet var de officielle grunde til bruddet.

  Uddybende artikel: Reformationen

Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kirke yderligere i en katolsk og protestantisk retning samt en anglikansk, der nærmest indtager en midterposition mellem de to. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i 1517, da Martin Luther sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg af afladsbreve. Dog var også korruption og nepotisme, samt fordrukne og løsslupne paver med til at bane vejen for et reformation af kirken, der dog endte med direkte splittelser i ikke blot én, men mange kirker, hvor den lutherske kirke og den reformerte kirke var de største. Reformatornes ønske var at vende tilbage til Skriften som eneste grundlag for kirken og forkynde sola gratia (af nåde alene). En mængde forskellige protestantiske retninger kom i kølvandet på reformatorernes brud med kirken. Mange af disse var ofte af tvivlsom art, og bestod ofte af dommedagsprofeter som spredte budskabet om verdens snarlige ende. Luther særligt havde intet tilovers for disse retninger, og han gjorde ofte fælles front med den katolske kirke i bekæmpelsen af dem. Blandt dem var også døberbevægelsen (de såkaldte gendøbere, eller anabaptister). Luther foragtede disse, fordi de ikke ville acceptere barnedåb og forkastede eden. Døberbevægelsen blev forfulgt, og mange udvandrede i 1700- og 1800-tallet til Nordamerika. Bevægelsen er i dag delt i mennonitterne, amish og hutteritter.

 

Antallet af mennesker, der er tilknyttet den kristne religion var år 2000 på 1.973 millioner (ca. 2 milliarder), dvs. 32,54% af verdens befolkning og dermed den største religion. Antallet af muslimer er på 1.279 millioner, dvs. 21,09% af verdens befolkningen, og med en vækst på 2,17% om året verdens hurtigst voksende. Kristendommen vokser derimod med 1,43% og dermed tæt på befolkningsvæksten, der er på 1,39%.

Kristendommens vækst sker næsten udelukkende i den del, vi ofte kalder den tredje verden, hvorimod religionen går tilbage i meget af den vestlige verden. Europa udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, kontinentet med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den afrikanske og sydamerikanske kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i Asien.

Blandt kirkesamfundene er det særlig de traditionelle kirker, der har en lav vækstrate (katolske og ortodokse henholdsvis 0,5% og 0,1%), hvorimod de protestantiske kirker som sådan er på 2,2% og de uafhængige kirker vokser med 5,5%.

Generelt er det de konservative og/eller de karismatiske dele af kristendommen, der har den største vækst. F.eks. er væksten blandt evangelikale på 4,7% og hos pinsekirken, som per definition også er evangelikal, på 4,5%. Karismatiske grupperinger, som findes blandt alle former for kirkesamfund vokser med 3,9% ^[12].

Kristendom kan overordnet set opdeles i en række undergrupper, hvoraf de største er:

NB: Disse tal skal tages med største forsigtighed, da det er endog meget svært at lave statistik på sådanne ting og da visse kategorier, f.eks. her "protestantisme" er svære at definere koncist.

• De ortodokse kirker, fx den græsk-ortodokse eller den russisk-ortodokse kirke (ca. 240 millioner)
• Katolicisme (ca. 1,1 milliard)
• Protestantisme (ca. 590 millioner)
  • Lutheranisme (ca. 64 mio.)
  • Reformerte (ca. 80 mio.) ^[13]
  • Anabaptisme (ca. 1.6 mio) ^[14]
  • Pinsekirken (ca. 115 mio)
  • Baptisterne (ca. 100 mio)
• Den anglikanske kirke (ca. 73 millioner)
• Uafhængige kirker (ca. 300 mio)

Andre gamle kristne kirkesamfund:

• Den etiopisk-ortodokse kirke (ca. 22 millioner)
• Den koptiske kirke (ca. 10 millioner (usikkert))
• Den armenske kirke (ca. 4 millioner)
• Den syrisk-ortodokse kirke (ca. 4 millioner)
• Østens Assyriske Kirke (ca. ½ million)

Religiøse grupperinger, der i egen selvforståelse er kristne, men som ofte ikke regnes for sådanne af ovenstående grupper:

• Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (ca. 12,5 millioner), også uofficielt kaldet mormoner eller Sidste Dages Hellige
• Jehovas Vidner (ca. 7 millioner)

I Danmark tilhører hovedparten (76 %) af befolkningen Folkekirken; en luthersk (og dermed protestantisk) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der kan føre kirkebøger (ministerialbøger) ligesom i Folkekirken. De kan med samme gyldighed som den udstede attester fra kirkebøgerne. Andre kristne (og ikke-kristne trossamfund), der er "godkendte" (men ikke "anerkendte") kan med fuld juridisk gyldighed foretage vielser. De anerkendte trossamfund er:^[15]

• Den romersk-katolske Kirke
• Den reformerte menighed i Fredericia
• Den fransk-reformerte menighed i København
• Den tysk-reformerte menighed i København
• Det metodistiske trossamfund
• Baptistkirken i Danmark
• Den ortodokse russiske kirkes menighed i København
• Den norske menighed ved Kong Haakon kirken i København
• Svenska Gustafsförsamlingen i København
• Den til St. Alban's English Church i København hørende menighed

Portal:Kristendom

Religiøse titler:

• Abbed, abbedisse, apostel, bedemand, bisp, biskop, degn, domprovst, graver, kapellan, Kardinal, kordegn, missionær, munk, nonne, organist, pastor, pave, pontifex maximus, provst, præfekt, præst, sognepræst, ærkebiskop

Religiøse bygninger og geografiske inddelinger:

• Domkirke, kapel, katedral, kirke (bygning), kloster, menighed, pastorat, provsti, Salomons Kapel, Det Sixtinske Kapel, sogn, stift, Tempel, Vatikanstaten

Religiøse traditioner:

• Advent, begravelse, bryllup, dåb, fødsel, højtid, jul, konfirmation, liturgi, mærkedag, nadvergudstjeneste, nytår, nytårsdag, ordination, pinse, påske, rite, ritual, sakramente

Religiøse begreber:

• Omvendelse, Treenighed

Religiøse genstande og tekster:

• Alter, Bibelen, ligkiste, kolumbarium, pulpitur, rustvogn

Religiøse symboler:

• Andreaskors, kors

Åndelige væsener:

• Gud (nogle benævner Gud Jehova, JHVH), engel, ærkeengel, Djævel

• Kristne trosretninger
• Folkekirken
• De 10 kristne bud
• Østens Assyriske Kirke
• Spiritualitet
• Christadelphians
• Kristenforfølgelse
• Kristendom i Iran
• Tidslinje for kristendommen

• 2009: Hugo Hørlych Karlsen og Tina Mette Rasmussen:Hvorfor kristendommen? Konstantin den Store, pagten og magten. NordØsten
• Andersen, Svend (2022): Kristendom. Klim
• Aquinas, Thomas (1963): Teologiens system. København
• Augustin (2018): Bekendelser. København: Visdomsbøgerne
• Bonaventura (2007): Livstræet - betragtninger over Jesu liv, hans død og opstandelse. Katolsk Forlag
• Henriksen, Bjarne Lenau (2020): Kristendommens menneskelighed. Eksistensen
• Kierkegaard, Søren (2010): Frygt og bæven.Det lille Forlag.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Kristendom

• Biblen
• Religionsstatistik over kristenhedens grupperinger Arkiveret 15. marts 2015 hos Wayback Machine