Frederik 6.

  Uddybende artikel: Huset Oldenborg

 

Frederik blev født på Christiansborg Slot den 28. januar 1768 mellem kl. 10 og 11 om aftenen.^[2] Han var det første barn af Kong Christian 7. og Caroline Mathilde af Storbritannien og blev født, da hans forældre havde været gift i 15 måneder, en dag før sin fars 19 års fødselsdag, og mens hans mor var 16 år. Kongen havde efter brylluppet vist lille interesse for dronningen og kun modvilligt besøgt hende i hendes gemakker, og Christian VII's forelæser Reverdil havde måtte træde til, blandt andet med kærlighedsbreve i kongens navn, for at få ægteskabet til at føre til en graviditet og dermed en tronarving.^[3]

Frederiks far havde været konge i to år, da han blev født. Frederik var dermed som den regerende konges førstefødte søn automatisk kronprins fra fødslen og erstattede derved sin fars halvbror, Arveprins Frederik, som tronfølger.^[4] Den lille prins blev døbt med navnet Frederik mindre end to dage efter fødslen, den 30. januar 1768, af Sjællands biskop Ludvig Harboe.^[2] Hans faddere var hans far Christian 7., farens stedmor Enkedronning Juliane Marie, der som gudmor bar prinsen under dåben, og farens halvbror Arveprins Frederik.^[2]

  Uddybende artikel: Struensees opdragelse af Frederik 6.

 

Forholdene ved hoffet var ved Kronprins Frederiks fødsel præget af Christian 7.s problemer med embedsværket^[5], der medførte, at forskellige kliker siden kongens tronbestigelse kæmpede om magten, og at dronning Caroline Mathilde i tiltagende grad blev isoleret ved hoffet. Magtforholdene ved hoffet ændrede sig, da Christian 7. i 1769 fra en rejse bragte en ny livlæge Johann Friedrich Struensee med hjem. Som livlæge kom Struensee især til at tage sig af Christian 7.'s meget svingende sindstilstande. Struensee blev snart dronningens fortrolige, blandt andet da han under en koppeepidemi i efteråret 1769, hvor over 1000 børn døde, vaccinerede Frederik med godt resultat. Herved vandt Struensee dronningens store taknemmelighed og tillid og blev snart også hendes elsker. Det er en udbredt opfattelse, at Struensee også var biologisk far til prins Frederiks eneste søster prinsesse Louise Augusta, som blev født i 1771.^[6]

 

Både dronning Caroline Mathilde og Struensee var ideologisk påvirket af oplysningstidens tænkere som Voltaire og Jean-Jacques Rousseau. Derfor billigede hun fuldt ud Struensees hårde opdragelse af sønnen, som var svagelig og skulle styrkes fysisk og psykisk.^[7] Opdragelsen byggede på en særpræget tolkning af den franske filosof Rousseaus tanker i bogen Émile. I stedet for at modtage direkte undervisning, forventedes Frederik at lære alt gennem sine egne erfaringer ved at lege med to andre drenge. En pædagogik som nær havde taget livet af ham, og som menes at være medvirkende årsag til Frederik 6.'s noget særprægede karakter.^[8]

 

Natten mellem den 17. og 18. januar 1772 anstiftede Enkedronning Juliane Marie et kup, hvorved Struensee arresteredes, og dronning Caroline Mathilde blev forvist til byen Celle. Herefter var den kun fireårige Frederik alene med en fader, som var plaget af ”ungdomssløvsind”. Han genså aldrig sin mor. Kongen overlod hans videre opdragelse til enkedronningen i et brev, som han formentlig var blevet dikteret og som ansatte lærere, der skulle forberede ham på sit kommende embede.^[9] Johan Bülow, der var en af disse lærere og vejleder for kronprinsen, gjorde omhyggelige notater om dennes opvækst,^[10], I disse notater har han bekræftet den hårdhændede behandling, Frederik blev udsat for under forgængeren. Bülow mente, at det havde medført stor skade både i fysisk og psykisk henseende at blive opdraget under disse forhold.^[11]. Bülow mente, at de andre lærere udviste forsømmelighed med drengens opdragelse og forsøgte at præge ham til at dyrke "sunde interesser", blandt andet havebrug og landbrug. Samtidig lagde han sig til at sove ved siden af kronprinsen de fleste nætter for at få ham til at falde til ro.^[12]. Selv om der ikke findes vidnesbyrd om, at kronprinsen var interesseret i teateret, skulle han en gang om ugen overvære en forestilling i Det kongelige teater.^[13] Han blev ligeledes tvunget til at aflægge et besøg hos enkedronningen hvert år den 17. januar for at takke hende for, at hun denne dag havde forvist hans moder fra hoffet.^[14] Nogle historikere har foreslået, at enkedronningen håbede, at den svagelige kronprins ville dø, men det modsiges af, at hun skaffede ham lærere, oppassere og vejledere, som hun i et brev omtalte som nogle "man kan stole på".^[15]

  Uddybende artikel: Statskuppet i 1784

 

Allerede i 1782 havde Kronprins Frederik sat sig i forbindelse med ministeren Andreas Peter Bernstorff, der var blevet afskediget to år tidligere, og senere indgik kronprinsen i en sammensværgelse med andre utilfredse personer, der var i opposition til styret. Ifølge Kongeloven blev kronprinsen myndig, da han fyldte 13 år i 1781, men på trods heraf havde regeringen så længe som muligt udskudt hans konfirmation, der endelig ville bekræfte hans voksenstatus.^[16] Men i 1784, da kronprins Frederik fyldte 16 år, kunne dette efterhånden ikke udskydes længere, og han blev derfor konfirmeret den 4. april. Allerede den 14. april iværksattes et statskup med kronprins Frederik og A.P. Bernstorff som bagmænd. De overtog ved hjælp af den viljeløse konges underskrift magten i statsrådet fra den regering, der på ordre af enkedronning Juliane Marie og arveprinsen bestyredes af Ove Høegh-Guldberg. Frederik blev nu officielt kronprinsregent for sin fader frem til dennes død i 1808.

 

Som fungerende regent iværksatte han på opfordring af juristen Christian Colbjørnsen og brødrene Christian og Ludvig Reventlow Landboreformerne, der førte til bondens frigørelse fra stavnsbåndet og overgang til selveje. Den 20. juni 1788 ophævedes stavnsbåndet. For 14-36-årige mænd, der endnu ikke havde været soldater, dog først med virkning fra år 1800. Bønderne var nu frie borgere med fuld bevægelsesfrihed.

Den 31. juli 1790 blev kronprins Frederik på Gottorp Slot viet til Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel, datter af landgreve Carl af Hessen og Christian VII's søster Louise. De fik otte børn, hvoraf de seks døde som små. Ingen drengebørn levede, men to piger. Frederik VI var den sidste danske konge, der havde en officiel elskerinde, nemlig Bente Rafsted. Hun tildeltes navnet fru Frederikke Dannemand, samtidigt med at hun i 1829 fik rang af oberstinde. Deres forhold, som mere eller mindre var accepteret af dronningen, varede gennem mere end 30 år. Fru Dannemand havde også et godt forhold til dronningen – det sagdes, at når kongen var syg, sad de to damer på hver sin side af sengen og underholdt ham. Frederik købte Toldbodvej nr. 34 ved Esplanaden til fru Dannemand. (Der boede Estrup, da attentatet mod ham fandt sted).^[17]

Den 25. september 1790, da kronprinsen ankom København med sin tyske brud, blev der også fejret i Skydeselskabet, hvor Peter Andreas Heiberg deklamerede:

"Ordener hænger man paa Idioter,

Stierner og Baand man kun adelen gier;

men om de Suhmer, Mallinger og Rother,"

"man intet i aviserne sier."

Dog, har man Hierne - kan man jo gierne -

undvære Orden og Stierne."

På trods af at Heiberg havde skrevet to hyldestdigte til tronfølgerparret, blev det disse linjer fra den ikke offentliggjorte satiriske vise som blev populær blandt folk. Den frie tone som herskede i hele 1790'erne, ikke mindst inspireret af retorikken fra den igangværende Franske Revolution, var Frederik utilfreds med. Ved Bernstorffs død i 1797 fik den mere modne kronprins nu mere og mere direkte indflydelse på regeringen, og den trykkefrihed, som Bernstorff havde opmuntret besluttede Frederik at ændre. Han befalede kancelliet at stramme trykkefrihedslovgivningen med ordene: "Jeg bifalder, at der tages fat på disse herrer. Kun ingen skånsel!". Det førte til Trykkefrihedsforordningen af 1799, som med sine strenge straffe for næsten al samfundskritik i realiteten stoppede den politiske debat i de næste to årtier. For at sætte nogle eksempler blev flere forfattere idømt landsforvisningsstraffe. Heriblandt var også Heiberg, og Juleaften 1799 idømtes han sin livsvarige landsforvisningsstraf.^[18]

Da J.J. Dampe og hans ven H. C. Jørgensen i 1820 stiftede et selskab til demokratiets fremme, så Frederik meget vel, at det kunne føre til en statsomvæltning, der ikke tjente hans interesser. Begge blev arresterede. Dr. Dampe blev dømt til livsvarigt fængsel, skønt han langt ville have foretrukket landsforvisning som Heiberg eller endda dødsstraf. Han sad i Kastellet og blev underkastet grov vold og isolation, som han selv fortæller om i sine erindringer, Fortælling om mit fængsel i hårdeste grad i tyve år og min forvisning i syv år, lidelser mig tilføjede formedelst min lære om folkets ret. Han fortæller om isolationen: "Og jeg havde aldeles ingen hjælp, slet ingen. I denne morderhule, hvori jeg var bestemt til at rådne langsomt til døde, så jeg kun omkring mig de mørke mure, døren med de svære låse udenfor, det jerngitrede vindue, som var så højt oppe, at jeg ikke kunne nå op dertil, uden stående på en stol, som atter var sat på en kuffert...den bom slået ned, som adskilte mig fra livet, og intet medmenneske fa den ydre verden, hvorefter min tanke uafladeligt higede, intet medmenneske derfra, som rakte mig hånden tli hjælp..." Han blev løsladt nogle år efter Frederiks død, men først ved tronskiftet i 1848 blev der tilstået ham amnesti. Efter indførelsen af den frie forfatning i 1849 modtog han som en erkendtlighed en statspension på 360 rigsdaler, senere forhøjet til 500.^[19]

Allerede fra tidligere eksisterede der rytterskoler over store dele af landet, men ordningen var ikke landsomfattende. Da landboreformerne var igangsat, tog man fat på spørgsmålet om at få oprettet en landsdækkende folkeskole. Første skridt blev taget med en provisorisk lov for Sjælland, Fyn og Lolland-Falster i 1806. Landsdækkende blev ordningen med to love om almueskolevæsenet af 29. juli 1814 henholdsvis for købstæderne og for landdistrikterne. Det blev nu lovfæstet, at alle børn skulle undervises fra deres syvende år til konfirmationen i religion, skrivning, læsning (herunder geografi og historie), regning, sang og om muligt gymnastik. Der oprettedes en ordning med et lokalt tilsyn ved en skolekommission med sognepræsten som formand og ellers bestående af større jordejere og bønder. Den maksimale afstand til skolen skulle være en kvart mil (ca. 2 km). Overalt byggedes skoler. Skolelæreren fik normalt tildelt en jordlod (ofte større end for husmænd).^[20] For hurtigt at kunne imødekomme behovet for skolelærere blev der i 1791 oprettet lærerseminarier på Blågård (ved København) og Bernstorffsminde ved Brahetrolleborg på Fyn. Som supplement hertil oprettedes desuden en række præstegårdsseminarier, således af præsten Eiler Hammond i Brøndbyvester og af P.O. Boisen i Vesterborg på Lolland (begge fra 1802), i Skårup på Fyn, Borris i Vestjylland, Snedsted i Thy og Ranum i Himmerland. Fra 1818 blev seminarieuddannelsen lagt i faste rammer med en treårig uddannelse efter et fast reglement. Med denne ordning blev analfabetismen i Danmark de facto udryddet^[21] i næsten 200 år - i 1997 var den begyndt at dukke op igen.^[22]

  Uddybende artikel: Englandskrigene

 

For ikke at blive inddraget i den fransk–britiske storkonflikt sluttede Danmark sig i år 1800 til det svensk–russisk–preussiske neutralitetsforbund. Da den danske regering nægtede at træde ud af forbundet, angreb englænderne med viceadmiral Horatio Nelson i 1801 den danske flåde på Reden ud for København. Kronprinsen fulgte slaget fra et værelse på 8.sal i Vestindisk Pakhus . Det står endnu, som da pakhuset blev bygget i 1781. Under svære tab fik Nelson tilintetgjort en stor del af de danske skibe – flere af de engelske var gået på grund i det vanskelige farvand mellem Middelgrunden og Refshaleøen.^[23] Men da en betænkelig admiral Hyde Parker gav Nelson signal til at indstille kampen, satte denne efter sigende sin kikkert for sit blinde øje og fortsatte kampen. Nelson sendte en forhandler i land med et brev til Kronprins Frederik. Under trusler om at brænde de erobrede danske skibe med mandskabet om bord, gav kronprinsen efter for de britiske krav og indstillede skydningen. Det var ved den lejlighed, at den unge danske søhelt Peter Willemoes udmærkede sig.

I 1804 blev Napoleon kejser af Frankrig, og i de følgende år erobrede han størsteparten af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien, Danmark og Rusland. I 1807 stod Napoléons hær tæt ved den russiske grænse og tvang derved zar Alexander 1. af Rusland til en fredsslutning. Tillige måtte zaren love at udvide den franske fastlandsspærring til også at omfatte Sverige og Danmark, således at danske farvande var afspærret for englænderne.

England sendte straks en flåde ind i Øresund, og et ultimatum forlangte, at enten allierede Danmark sig med Storbritannien, eller også skulle landet udlevere (udlåne) den danske flåde til englænderne.

Frederik VI var i Holsten. Han vendte hjem til hovedstaden, men rejste dagen efter tilbage til Holsten uden at svare englænderne. Den engelske flåde søsatte troppeenheder ved Vedbæk og nord for Køge. Efter tre døgns bombardement, hovedsageligt med brandbomber, måtte Københavns kommandant overgive hovedstaden, efter at Vor Frue Kirke og mange andre bygninger var nedbrændt. Københavns kommandant blev tvunget til at gå ind på kravet om udlevering af flåden til englænderne. Men af strategiske grunde forlod englænderne allerede hovedstaden i oktober måned, hvorefter Kronprins Frederik erklærede England krig. Det fik til følge, at Frederik VI indgik et forbund med Frankrig, som siden skulle vise sig at føre til tabet af Norge.

Efter krigserklæringen mod England satte Frederik VI i realiteten statsrådet ud af drift og fungerede som sin egen udenrigsminister. I tiden mellem 1807-1814 afholdtes derfor ingen statsrådsmøder. Efter faderen Christian VII's død i 1808 var Frederik VI konge af navn og af gavn.

Frederikshavn blev anlagt som en egentlig havn ved byen Fladstrand i Nordjylland i årene 1810-1812 – og opkaldt efter Kong Frederik VI.

 

Danmark var sammen med Frankrig blandt de få deltagende lande, som havde tabt krigen. Mens Frankrigs stilling som stormagt var uantastet, var Danmarks stilling langt svagere. Danmark havde flere fjender, ikke mindst den svenske kronprins Karl Johan men tillige den russiske zar, hvis opfordring om at udtræde af forbundet med Napoleon flere gange var blevet afvist af Frederik 6..

Frederik 6. valgte personligt at tage af sted den 5. september 1814 for at deltage i Wienerkongressen,^[24] fordi han var nået til den opfattelse, at den svenske trussel mod den danske stat var så stor, at han selv måtte indfinde sig i Wien.^[25]

Det siges traditionelt at hans personlige deltagelse sikrede at Danmark ikke blev direkte opdelt mellem Sverige og England. Det er dog sandsynligvis langt fra sandheden, da de europæiske stormagter var stærkt interesseret i at bibeholde Danmarks eksistens for at opretholde en magtbalance i norden.^[26]

Efter Napoleons tilbagetog fra Moskva og nederlag i slaget ved Leipzig i 1813, sad han i eksil på Elba, og den svenske kronprins Karl Johan udnyttede hurtigt situationen ved at sende tropper ind i Holsten.

Her blev der så den 14. januar 1814 indgået en fredsaftale, Freden i Kiel, som i store træk gik ud på, at Frederik 6. skulle afstå Norge til den svenske konge. Til gengæld skulle Sverige afstå dele af Svensk Pommern og Rügen samt betale et klækkeligt erstatningsbeløb til Frederik 6.^[27]

Nordmændene var imidlertid ikke til sinds at overgive sig til svenskerne, og efter den grundlovgivende forsamling på Eidsvoll erklæredes landet selvstændigt, og den danske statholder og tronarving Prins Christian Frederik blev valgt til Norges konge. Men den norske modstand blev hurtigt nedkæmpet af den svenske overmagt, og ved Mosskonventionen blev våbenhvile aftalt. Aftalen indebar, at Norge måtte beholde selvstændigheden og Eidsvoll-forfatningen, men skulle indgå i en personalunion med Sverige. Da et overordentligt Storting var trådt sammen for at gennemføre de nødvendige revisioner af Grundloven, abdicerede kong Christian Frederik og vendte tilbage til Danmark 10. oktober 1814. Den 4. november blev kong Karl 13. af Sverige valgt til ny konge af Norge.^[28]

Den svenske kronprins Karl Johan, der allerede i 1812 havde foreslået, at England og Sverige skulle dele Danmark, så nu på ny en chance for at true Danmarks eksistens, især da der efter freden i Kiel 1814 stod en stor russisk hær langt oppe i Holsten.^[24]

Over for de øvrige allierede Rusland, England med flere hævdede Karl Johan, at både Frederik 6. og prins Christian havde medvirket til den norske befolknings modstand, og derved bidraget til svenske krigsudgifter. Den svenske kronprins nægtede derfor at bekræfte Freden i Kiel og truede Danmark med krig.

Den danske konge blev vel modtaget af den østrigske Kejser. Et godt stykke ude foran Wiens byport tog kejseren mod Frederik 6. og de sad ved siden af hinanden til slottet Hofburg, hvor kejseren boede. Her blev Frederik 6. installeret med østrigsk følge og østrigske tjenestefolk. Østrigerne hævdede, at dette var for at spare, men sandheden var mere den, at de ville overvåge Frederik 6. og underrette ”Die Geheimpolizei auf dem Wienerkongress” om alle kongens private handlinger og samtaler.^[29]

Alligevel var forholdet til den østrigske kejserfamilie under hele Frederik 6.´s ophold i Wien det bedst mulige. Og det forhold, at den danske konge, i modsætning til hvad de fleste af de øvrige fyrster ved Wienerkongressen gjorde, netop ikke isolerede sig fra Wiens befolkning, havde den virkning, at han blev særdeles populær blandt byens befolkning.^[30][31] I sine erindringer "Fêtes et Souvenirs du Congres de Vienne" beskrev grev De la Garde Frederik 6. på følgende måde: "Den lille Mand der med den store Ørnenæse og det hvidblonde Haar er Kongen af Danmark. Politiske Hensyn har fremkaldt en ugunstig Mening overfor ham hos Suverænerne; men hans indtagende Opførsel, hans aabne og ædle Karakter har hurtigt vundet ham alle Hjærter. Hans livlige og muntre Sind, hans behændige Svar er Tiltrækningen ved de kongelige Selskaber; man kalder ham Spasmageren i Suverænernes Brigade. Naar man ser Jævnheden i hans Manerer og ved, hvilken Lykke hans lille Stat nyder, kan man næppe falde paa den Tanke, at han er den mest absolute Monark i Europa."^[31]

 

Trods den megen morskab foregik der alvorlige forhandlinger ved kongressen, og forslaget fra den svenske kronprins Karl Johan (Bernadotte) om at overtale England til at overtage den jyske halvø og Fyn mod, at Sverige fik Sjælland og de øvrige øer øst for Storebælt^[32], blev affærdiget af England og Rusland.^[33] Men Norge var tabt og kongeriget bankerot, sådan som en russisk diplomat bramfrit udtrykte det i forbindelse med Wienerkongressen:

”Visseligt er dette Land, bragt i sidste Yderlighed, og trues med Ruin, ja med Opløsning”.^[34]

Allerede før freden i Kiel 1814 havde Frederik 6. formelt indgået en militær alliance med koalitionsstyrkerne, men trods kongens vedholdenhed lykkedes det kun ud over landsdelen Lauenborg at opnå mindre militære tilgodehavender fra russisk side, men reel erstatning for tabet af Norge fik han ikke.

Da Karl Johan måtte opgive sine planer om erobring af Sjælland, søgte han i stedet en aftale med Preussen om, at denne stat overtog Svensk Forpommern mod en erstatningssum til Frederik 6. for tabet af Norge.

Under Wienerkongressen mødte den danske konge den smukke 18-årige Caroline Seufert.^[35] Ganske vist har det hemmelige østrigske politi advaret kongen, men den kongelige betagelse kommer til at belaste den "Det kgl. danske Partikulærkasse" i mere end 50 år. Som August de La Garde skriver: "At Statschatollet måtte bøde for den højsalige Landsfaders erotiske Letsindighed".

 

Det må medgives, at Frederik 6. ved sin standhaftighed i Wien nok reddede Danmark fra tilintetgørelse eller i hvert fald fra "yderligere partering",^[33][37][38] men skuffelsen over ikke at få et større økonomisk udbytte med hjem til sit forarmede land gjorde, at han helt gav op.^[39] Afrejsen fra Wien skete blandt andet for at undgå yderligere krav og ubehageligheder især fra de tyske stater, og Wienerkongressen endte for Frederik 6.'s. vedkommende som en personlig skuffelse.^[40] Alligevel blev hjemkomsten til Holsten og Danmark et triumftog. Folket havde nok frygtet det værste, nemlig kongedømmet og rigets totale opløsning. Og overalt fra Altona, som dengang tilhørte den danske konge, blev han mødt med æresporte, kanonsalutter og en jublende folkemængde. I Rendsborg spændte borgerskabet hestene fra kareten og trak den til palæet, hvor majestæten skulle overnatte. Alt var illumineret, og de unge piger sang til hans ære. Festlighederne fulgte Frederik VI helt til hovedstaden^[41].

Grundet Hertugdømmet Holstens tilhørsforhold til Det Tyske Forbund og bestemmelsen i § 13 i forbundstraktaten om oprettelse af en stænderforfatning^[42] måtte Frederik VI nødtvungent give efter for demokratisering. Ved fire forordninger af 15. maj 1834 oprettedes fire stænderforsamlinger (kongen sørgede for, at de kun blev rådgivende): i Roskilde for øerne, i Viborg for Nørrejylland, i Slesvig for Sønderjylland og i Itzehoe for Hertugdømmet Holsten.^[43] Island og Færøerne fik tre pladser i Øernes Stænderforsamling.^[44] Universitet og gejstligheden blev også repræsenteret. Stænderne skulle kun samles hvert andet år. Kun ca én af hver 40 indbyggere havde valgret, der var begrænset til mænd over 25 år af en vis formue og indkomst.

Det lå i Frederiks natur at være grundig i sin regeringsudøvelse. Intet var for ubetydningsfuldt til hans opmærksomhed. Da han i avisen Raketten i 1829 læste en klage over de indsatte lemmers behandling på Almindeligt Hospital, lod han sagen undersøge. Også med hensyn til bønderne var det ham magtpåliggende, at den ordning, han havde forestået som kronprins, blev opretholdt.^[45] Han var altid på de svages side og holdt på bøndernes ret.^[46] Det var også med hans medvirken, at jøderne ved en forordning i 1814 fik fulde borgerrettigheder, og i Hertugdømmet Holsten havde han sørget for livegenskabets ophævelse i 1806.^[47]

 

I 1837 iværksattes en landsindsamling for at skaffe penge til byggeriet af et museum i København, som skulle rumme Thorvaldsens samlinger af egen og andres kunst. I september 1838 kom Thorvaldsen tilbage til København efter mere end 40 år i Rom. Samme år gav Frederik VI grunden, hvorpå museet kom til at ligge – lige ved siden af Christiansborg. Byen København gav store summer til museumsbyggeriet, der blev tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll. Den 18. september 1848 åbnedes Thorvaldsens Museum, Danmarks første museumsbygning.

På denne tid var det et alment ønske at få postkasser hængt op. Men Frederik VI fik forhindret det, ud fra sin frygt for, at "kåde mennesker" nok ville finde på at lægge breve i postkasserne til ikke-eksisterende personer og derved give postvæsenet en masse ulejlighed.^[48]

To slavegjorte, Hans Jonatan og Peter Samuel, der fra Vestindien var kommet til København, stak under slaget på Reden af fra ejerne for at deltage i slaget. Efter tapper indsats ansøgte de kronprinsen om ansættelse i flåden som belønning. Men ejerne protesterede, og Frederik konkluderede med, at vel kendte han ikke til slavehold på dansk jord, men tyende skulle adlyde sit herskab og derfor ikke stikke af. Med den begrundelse blev de to returneret til ejerne og slavearbejde på Vestindiens kaffeplantager.^[49]

 

Frederik VI døde 71 år gammel den 3. december 1839 på Amalienborg.^[50] Han havde da regeret over Danmark i sammenlagt 55 år – de 24 som kronprinsregent og 31 år som konge. Han blev efterfulgt som konge af sin fætter, Christian 8.

Frederik 6. blev gravsat i Frederik V's Kapel i Roskilde Domkirke i januar året efter. Også dronning Marie Sophie Frederikke og deres børn er begravet her.

Frederik VI's indflydelse på kongerækken strækker sig endnu videre. Måske helt frem til Christian 9.s tronbestigelse i 1863. Frederik VI vidste, at fætteren, den senere Christian 8., ville komme på tronen efter ham, uden at han kunne gøre noget ved det. Men kongens utilfredshed med dennes søn, den senere Frederik 7. var stor. Prins Frederik var i 1828 blevet gift med kongens datter, men ægteskabet fungerede ikke og Frederik blev af kongen tvunget til skilsmisse i 1834.

Måske var det en vision om, at denne fremtidige konge ville dø uden kongearvinger, der gjorde, at kongen allerede i 1831 havde taget den da 13-årige senere Christian 9. til sig på slottet i København, og forberedt dennes uddannelse.

  Uddybende artikel: Steder opkaldt efter danske kongelige

• Byen Frederikshavn i Nordjylland
• Gaden Kronprinsensgade i København

 

 

• 1808–1814: Af Guds Nåde Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg.^[51]
• 1814–1814: Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Oldenborg og Pommern, Fyrste til Rygen.^[51]
• 1814–1816: Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg.^[51]
• 1816–1839: Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg.^[51]

• Danmarks historie (1660-1814)
• Danmarks historie (1814-1848)

• Bjørn, Claus; Eller, Povl (1980). "Frederik 6.". I Cedergreen Bech, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. 4 (3. udgave). København: Gyldendal. ISBN 8700055514.
• Bjørn, Claus (1990). "Fra reaktion til grundlov". I Olsen, Olaf (red.). Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Vol. 10: 1800-1850. København. ISBN 87-89068-12-2.
• Busck, Jens Gunni (2019). Frederik 6. Regent i en revolutionstid. Historika og Kongernes Samling. ISBN 978-87-7217-047-3.
• Engberg, Jens (2009). Den standhaftige tinsoldat – en biografi om Frederik 6. Politikens Forlag. ISBN 978-87-567-9325-4..
• Feldbæk, Ole (1990). "Den lange fred". I Olsen, Olaf (red.). Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Vol. 9: 1700-1800. København. ISBN 87-89068-11-4.
• Jensen, Hans (1935). "Frederik VI." (PDF). I Engelstoft, Povl; Dahl, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. VII (2. udgave). København: J.H. Schultz Forlag. s. 256-261.
• Møller, Jan (1998). Frederik 6. – Træk af en konges liv. København: Sesam. ISBN 87-7801-741-6.
• Georg Nørregård: Danmark og Wienerkongressen 1814-15. Gyldendal, 1948
• Rubin, Marcus (1895). Frederik VI´s Tid. Fra Kielerfreden til Kongens Død. økonomiske og historiske Studier. København: P.G. Philipsens Forlag.
• Scocozza, Benito (1997). Politikens bog om danske monarker. København: Politikens Forlag. s. 162-169. ISBN 87-567-5772-7.
• Thorsøe, Alexander (1891). "Frederik VI". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. V. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 309-314.

Søsterprojekter med yderligere information:   Billeder og medier fra Wikimedia Commons   Citater fra Wikiquote

• Kongerækken på Kongehusets hjemmeside Arkiveret 4. april 2019 hos Wayback Machine
• Frederik 6. på Rosenborg Slots hjemmeside Arkiveret 20. oktober 2014 hos Wayback Machine
• Carl Behrens: "Kong Frederik VI paa Wienerkongressen" (Illustreret Tidende nr 9, s. 106) Arkiveret 25. september 2015 hos Wayback Machine
• Troels Fink (anmeldelse af): "Georg Nørregaard: Danmark og Wienerkongressen 1814-15. Kbh. 1948. 238 sider." (Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 2 (1947); s. 299-306) Arkiveret 25. september 2015 hos Wayback Machine
• Frederik VI i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 5, 1891), forfattet af A. Thorsøe