Fotogravure

Fotogravure – undertiden også heliogravure^[1] – er en fotomekanisk reproduktionsmetode.

Den nu mest anvendte metode til fremstilling af fotogravure skyldes den tjekkiske maler og fotograf Karl Klic (1879).^[2] Efter denne metode anbringes en blankpoleret kobberplade i en »støvkasse«, i hvilken fint asfaltpulver er bragt til at hvirvle op. Efter at det fine asfaltstøv har lejret sig på kobberpladen, tages denne ud af kassen og varmes (indbrændes), til asfaltpulveret er smeltet og har dannet ganske fine, på kobberpladen fastsiddende korn. Efter det billede, der skal gengives, fremstilles der et diapositiv, og i kontakt med dette kopieres et stykke kromeret pigmentpapir; dette presses under vand fast på den kornede kobberplade.

Efter tørring lægges pladen i passende varmt vand, hvorved billedet fremkaldes, så det danner et pigmentgelatine-relief på kobberpladen. Denne ætses i en jernkloridopløsning, som straks angriber de blottede steder af kobberpladen og lidt efter lidt arbejder sig igennem pigmentgelatinen og ned i kobberet. Herved fremstilles en trykplade med fordybet præg. Indvalses denne med farve, som dernæst overfladisk aftørres, vil farven på grund af den ved asfaltkornene frembragte ujævne flade kun fastholdes i de ætsede fordybninger, og ved nu at presse pladen mod et stykke kobbertrykpapir får man et fotogravuretryk.

Trykningen foregår i en kobbertrykpresse, men ved at ætse billedet ind i to halvcylindre er det lykkedes også at kunne anvende fotogravure i hurtigpresser.

Forskellige trin i processen^[3]