Det folkelige gennembrud

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Det folkelige gennembrud var en periode i dansk litteraturhistorie, i begyndelsen af 1900-tallet og en fortsættelse af det moderne gennembruds litterære ideal om realisme. I det folkelige gennembrud forsøgte man at komme tæt på den enkelte borger i både fremstillingsform og sprog.^[1] Modsat Det moderne gennembrud og tidligere stilperioder så kom personer med en ikke-akademisk baggrund frem på den litterære scene, hvor det før var personer fra den kulturelle elite, eksempelvis tilknyttet universiteterne.^{[kilde mangler]} Man kan med andre ord sige, at litteraturen var "fra folket til folket".^{[kilde mangler]} Man vil ikke længere tale om folket, man vil tale til folket fra helten. Helten kunne være den lille bonde/landarbejder eller storbyens anonyme arbejder, som intet ejede. De nye fortællere stammede selv fra de fattige miljøer i stedet for storbyen med dens universitetsliv. Dermed blev livet i provinsen skildret, de nye fortællere skulle aflære det litterære udtryk og i stedet skrive folkeligt

Den realistiske skildring af arbejdernes liv spejlede den samfundsudvikling, Danmark gennemgik allerede i slutningen af 1800-tallet under industrialiseringen. Urbaniseringen, hvor folk flyttede fra land til by, prægede perioden og ændrede landets demografi, da flere forsøgte lykken i byerne på de mange nye fabrikker. Men arbejdsbetingelserne var hårde og rettighederne få. Ikke just bedre end arbejdsmiljøet i landbruget på daværende tidspunkt. Forfatterne i det folkelige gennembrud repræsenterede en social indignation over fabriksarbejdernes lange, hårde, støjende, støvfyldte og risikofyldte arbejdsdage.