Arthur Wellesley, 1. hertug af Wellington

Wellesley blev født i 1769, enten i Dublin eller på Dangan Castle i County Meath i Irland.

Wellesley var elev på kostskolen Eton i England fra 1781 til 1785 og fortsatte herefter sin uddannelse i Belgien.

I 1787 købte familien en bestalling som officerselev i et infanteriregiment, og Wellesley frekventerede det franske militærakademi i Angers. I 1788 blev han løjtnant. I 1793 købte han sig til rang som oberstløjtnant i et engelsk infanteriregiment og gjorde i 1794 kampagne mod franskmændene i Nederlandene og var med i slaget om Boxtel. Efter udnævnelse til oberst i 1796 blev han med sit regiment udkommanderet til tjeneste i Indien. Broderen Richard Wellesley blev året efter generalguvernør i Indien.

I perioden fra 1790 til 1797 var Wellesley desuden uafhængigt medlem af det irske parlament.

Wellesley var guvernør i Seringapatan fra 1798 til 1805. I 1798 deltog Wellesley i den fjerde Mysore-krig som divisionschef. Krigen sluttede i 1799. I 1803 var han øverstkommanderende for den engelske hær i 3. Marathakrig i slagene ved blandt andet Assaye, Argaum og fortet ved Gawilghur. Han modtog i 1804 Bath-ordenen som den første af sidenhen mange udmærkelser.

I 1805 vendte Wellesley med sin broder tilbage til England og deltog samme år i slaget ved Austerlitz i de russisk-engelske styrker mod Napoleon.

I 1806 modtog han flere politiske poster og blev parlamentsmedlem i England.

I 1807 blev han givet en mindre militær kommando i ekspeditionen til Danmark og blev udnævnt til generalløjtnant i den engelske hær.

Som chef for mindre hærstyrker vandt Wellesley i 1808 slaget ved Roliça og slaget ved Vimeiro mod Napoleons styrker. Den øverste chef var general Dalrymple; den politisk udnævnte øverstkommanderende for de engelske, spanske og portugisiske styrker. I 1809 vandt Wellesley som øverstkommanderende Slaget om Talavera. For denne sejr blev han adlet som Viscount Wellington af Talavera og Wellington.

Franskmændene invaderede Portugal i 1810, hvor Wellesley forsinkede invasionen ved Busaco og deltog i belejringen af det franskbesatte Almeida.

Wellesley vandt i 1811 slaget ved Fuentes de Onoro og blev udnævnt til general. Wellesley erobrede i 1812 Ciudad Rodrigo og vandt slaget ved Badojoz samt slaget ved Salmanca og fik derefter titlen Jarl, senere titlen Marquess af Wellington, og han blev militær øverstkommanderende. I 1813 blev han udnævnt til feltmarskal efter sejren i slaget om Vitoria og sejrer i slaget om Toulouse.

Wellesley blev i 1814 hertug af Wellington og engelsk ambassadør i Frankrig, og han vandt som øverstkommanderende slaget ved Waterloo i 1815.

Wellesley blev i 1819 generaltøjmester i Tory-regeringen og blev i 1827 øverstkommanderende for den engelske hær.

Wellesley var britisk premierminister fra 1828 til 1830 og britisk udenrigsminister fra 1834 til 1835. I 1841 var han britisk minister uden portefølje, og desuden var han formand for Overhuset til 1846.

Wellesley døde i 1852 på Walmer Castle og blev begravet i Saint Paul's Cathedral ved siden af Lord Nelson.

Copenhagen (engelske for København) var hertugen af Wellingtons yndlingshest, som han red under slaget ved Waterloo. General Grosvenor red Copenhagens mor, Lady Catherine, under Københavns belejring. Hesten døde i 1836 og er begravet ved hertugens imponerende herregård, Stratfield Saye.

• Wellington: The Iron Duke af Richard Holmes ISBN 0-00-713750-8

•   Wikimedia Commons har flere filer relateret til Arthur Wellesley, 1. hertug af Wellington
• Arthur Wellesley, 1. hertug af Wellington på gravsted.dk