Aftenposten (norsk avis)

Da Nansen gik i brechen for hjælp til Rusland under hungersnøden, passede det Aftenposten dårligt; og for at bremse Nansens indsamling, opfandt Aftenposten en hungersnød i Finnmark, til finnmarkingernes store forbløffelse. Nansen skrev et indlæg om sagen til Aftenposten, som den ikke ville trykke. Først efter hårdt pres mod redaktør Thorstein Diesen lod han den trykke, godt gemt mellem "dødsfald" og "bekendtgørelser". Nansen kaldte derefter journalisterne for "plettede hyæner", hvilket afstedkom stor opstandelse i Norsk Presseforbund, og fik en journalist til at udbryde: "Dette Nansens, dette nonsens". Aftenposten besluttede, at Nansen ikke mere skulle nævnes i avisen. ^[1]

Aftenpostens medarbejder i Berlin, Theo Findahl, dikterede om aftenen 5. april 1940 en melding, hvor han omtalte et sandsynligt tysk angreb mod Norge, og fortalte, at 40.000 mann stod opmarcheret langsmed Østersøkysten. Da han havde dikteret færdig, bad han om at tale med nattevagtchefen, og sagde uden hensyn til den tyske censur: "De kommer, bring beskeden videre så raskt som muligt." Det var - set med norske øjne - århundredets nyhed. Redaktør Haakon Øverland blev kontaktet, men oplysningen kom ikke på tryk. Samme dag havde tyskernes mand i Oslo, minister Curt Bräuer, vist udvalgte borgere en film om ødelæggelsen af Warszawa - en klar advarsel om, hvad der skete med små lande, der vovede at sætte sig til modværge. Det virkede også – allerede 6. april kunne Aftenposten have fortalt sine læsere, hvad der var ved at ske - men lod være, af frygt for panik. Men Findahl gav ikke op. 7. april var en søndag og dermed ingen avis; men om aftenen gentog han sin advarsel, og sagde, at det i Berlin ikke mere var nogen hemmelighed, at tyskerne skulle landsætte store troppestyrker i Norge. Denne gang varslede Aftenposten admiralstaben, som via udenrigsministeriet bad avisen om ikke at trykke meldingen. Det gik Aftenposten med på. I stedet bragte avisen meldinger om tyske flådebevægelser i dagene før angrebet; men først i aftenavisen 9. april – da angrebet var foretaget – bragte avisen meldingen om det tyske angreb på Norge. Da havde Aftenposten siddet på nyheden i næsten fire døgn. ^[2]

Aftenposten var Norges største avis før krigen; og under krigen oplevede den et øget oplag. Reaktionerne var stærke, og historikeren Jens Arup Seip udtalte i 1984: "Efter krigen tålte jeg ikke at se Aftenposten." Avisen havde - blandt meget andet - trykt Knut Hamsuns udtalelse i 1943: "Jeg synes det gaar riktig godt nu. Ubaatene arbeider jo Nat og Dag..." og dertil hans mindeord om til ære for Hitler efter dennes selvmord. Fra 13. september 1941 til 7. maj 1945 satte Aftenposten 1.200 politiske ledere på tryk. Avisen havde omkring 100.000 abonnenter og langt flere læsere. I tiltalen mod den ene af avisens tvangsindsatte NS-lederskribenter hed det, at han havde skrevet omkring 400 lederartikler med politisk og propagandamæssigt innhold, delvis "til fordel for tyskerne og NS" og delvis rettet "mod Norges lovlige myndigheder". Dermed, hed det i tiltalen, bidrog lederskribenten til at svække det norske folks modstandsevne i kampen mod besættelsesmagten. Om morgenen 11. april 1940 troppede NS' rigsøkonomichef John Thronsen op i Aftenposten, fulgt af bevæbnede menn klædt i Leidangens uniform. Han forlangte, at NS’ hovedorgan skulle trykkes i Aftenpostens trykkeri, og pålagde samtidig, at Fritt Folk blev indlagt i samtlige Oslo-aviser. Kravet blev senere på dagen skærpet, med en tysk officer og nye NS-mænd i Leidangen-uniform. Trykningen af Fritt Folk ophørte dog snart. I stedet blev Aftenposten pålagt betydelige trykkeopgaver for tyskerne: Deutsche Zeitung in Norwegen og soldataviserne Wacht im Norden og Unterhaltungheften. De første eksemplarer af dagens avis skulle forelægges tyskernes Presseabteilung umiddelbart, både om natten og om eftermiddagen. Som regel fortsatte trykningen mens censur pågik, og iblandt måtte man standse trykningen og kassere det trykte, når dette måtte skrives om. Reichskommissar Josef Terboven fik Aftenpostens ledere i oversat version hjem til sig på Skaugum; de øvrige aviser ventede han med, til han ankom sit kontor på slottet i Oslo. Under undtagelsestilstanden i Oslo blev Aftenposten "nyordnet", 12. september 1941. Avisens ejere, dr. Hans L. C. Huitfeldt og overlæge Einar Fr. Lindboe, fik telefonisk besked af Presseabteilungs leder om å melde seg i stortingsbygningen kl. 16.00. Ejerne bad om at få en tolk, avisens korrespondent Niels J. Mürer. Presseabteilung meddelte bryskt, at Aftenpostens politiske chefredaktør Johs. Nesse og redaktionssekretær Torolv Kandahl var afsat med øjeblikkelig virkning. Kandahl blev samtidig afsat som formand i Norsk Presseforbund. Nesse blev dertil arresteret for sabotage af besættelsesmagtens krav, for "engelskvenlighed" og "tvetydige" artikler. Flere andre medarbeidere blev afskediget, og avisen fik en ny redaktionel ledelse. Det er et ømt punkt i Aftenpostens historie, at straks tyskerne ønskede en anden linje hos avisen, kunne en ny "pålidelig" ledelse hentes fra redaktionens stab. Dagen efter, 13. september, indkaldte Aftenpostens ejere efter tysk instruks de fire nye i ledelsen, chefredaktør Henry Endsjø, chefsekretærerne Simon Flood og Arne Paus Pausett ^[3] og redaktør Doery Smith til møde, og meddelte Presseabteilungs ordre om nyordningen. Pausett optrådte iltert og stillede i fuld hirduniform, med armbind og medbragt hue. Overlæge Lindboe anbefalede ham, ikke at optræde i uniform; men det tog han ikke til følge. Avisens ejere fik besked om at fortsætte med at administrere avisen - som ikke blev tilladt stoppet. Stemningen i avishuset blev snart anspændt. Pausett klagede over medarbejdere, der ikke hilste, og ville tilkalde hirden; det fikk Endsjø afværget. Doery Smith klagede også over manglende respekt. "Foreløbigt i orden", blev der noteret i direktionens protokol. Tilsvarende situationer opstod jævnligt, og ejerne anmodede om ro. I eftertid beskrives forholdene i redaktionen som "delt i to fjendtlige lejre", en "lang og pinefuld tid" for avisens gamle medarbejdere. ^[4]

Tall fra norske Mediebedriftenes Landsforening 1980 – 2009:

1980: 223 925 1981: 227 122 1982: 230 205 1983: 232 459 1984: 233 998 1985: 240 600 1986: 252 093 1987: 260 915 1988: 264 469 1989: 267 278 1990: 265 558 1991: 269 278 1992: 274 870 1993: 278 669 1994: 279 965

1995: 282 018 1996: 283 915 1997: 286 163 1998: 288 078 1999: 284 251 2000: 276 429 2001: 262 632 2002: 263 026 2003: 256 639 2004: 249 861 2005: 252 716 2006: 248 503 2007: 250 179 2008: 247 556 2009: 243 188

Aftenposten (morgen) 1980 – 2009

Tall fra Mediebedriftenes Landsforening: 1989 – 2009:

1939: 78 700 --- --- --- --- --- --- --- --- 1989: 193 932 1990: 192 896 1991: 195 022 1992: 197 738 1993: 198 647 1994: 188 544

1995: 186 003 1996: 188 635 1997: 191 269 1998: 186 417 1999: 180 497 2000: 175 783 2001: 167 671 2002: 163 924 2003: 155 366 2004: 148 067 2005: 141 612 2006: 137 141 2007: 131 089 2008: 124 807 2009: 111 566

Aften (aften) 1989 – 2009.

1. ^ Odd Hølaas: Storm og lys (s. 77), forlaget Aschehoug, ISBN 82-03-18468-5
2. ^ https://www.aftenposten.no/kultur/i/xz3j/Aftenposten-taus-om-arhundrets-nyhet
3. ^ Arne Pausett – Wikipedia
4. ^ https://www.aftenposten.no/norge/i/zAbG5/Etter-freden-kom-krigen---i-avisenes-spalter

• Aftenposten.no – Aftenspostens Hjemmeside.

59°54′41.82″N 10°45′15.54″Ø / 59.9116167°N 10.7543167°Ø / 59.9116167; 10.7543167